Den blot 18-årige B75’er Tobias Dyrendal fra Horne, som i indeværende sæson har optrådt både på B75’s Jyllandsserie- og 2. Divisionshold, samler international erfaring på den anden side af Kattegat.
Udover sin optræden i den lyseblå B75 trøje spiller Tobias nemlig også for Särö i den svenske 3. division. En mulighed, der er opstået igennem B75’s store internationale netværk. Den svenske bordtennisspiller og fuldtidstræner Fredrik Asklund, bedre kendt som ”Fribbe”, har igennem de sidste 8 år været træner på samtlige af B75’s jule- og sommerlejre, og da han i sommer spurgte Tobias, om han kunne tænke sig at blive holdkammerat og spille for hans svenske klub Särö i 3. division, tøvede den unge Horne-dreng ikke med at slå til.
Søndag den 23. november var Tobias for anden gang i denne sæson i Sverige for at spille i den grønne Särö-trøje. Der skulle spilles to kampe; og første kamp blev et knebent nederlag på 6-8 til rækkens næstbedste hold Kungsbacka.
– Jeg spillede fantastisk trods en dårlig start, hvor jeg taber 3-0 mod den bedste spiller i 3. division. Herefter vinder jeg mine næste 2 kampe mod spillere, som er blandt de bedste i 3. division herovre i Sverige. Så alt i alt en rigtig god og lærerig holdkamp for mig personligt, fortæller Tobias.
I søndagens anden kamp skulle Tobias og Särö møde Falkenberg; og med 8-2 i Särö’s favør, fik Tobias’ svenske klub sin første sejr i denne sæson.
– Jeg vandt over deres to bedste spillere. Den ene vandt jeg 3-1 over og den anden, som klart var deres bedste spiller, vandt jeg 3-2 over. Herudover fik jeg min første doublesejr her i Sverige. I doublens femte og afgørende sæt vandt vi 11-4, hvor jeg i kampens sidste boldduel afslutter med en kanon af en forhånd. Jeg er rigtig godt tilfreds med weekendens indsats og resultater, konkluderer Tobias.