Tjenerelev til DM i sabling af Champagne

FlaskePostens indehavere hos Skipper & Skipper I/S var i forrige weekend til konfirmation på Restaurant Svanelunden, hvorfra tjenereleven Michael skal til DM i sabling af Champagne.

24

FlaskePosten fik allerede i begyndelsen af marts en mail fra restaurantchef Mads Myrup i Svanelunden, hvor han fortalte, at deres tjenerelev Michael til juni skal deltage ved DM i sabling af champagne i Aalborg.

Den historie lå som udgangspunkt udenfor vores dækningsområde, men eftersom webavisens indehavere ved skæbnens ironi alligevel skulle til konfirmation søndag den 26. april på lige præcis Restaurant Svanelunden, lavede vi en aftale med Mads Myrup.

Hvis han som chef kunne få Michael til at sable den Cava, som vi vidste, at forældrene ville have serveret til velkomstdrinks, ville vi som deltagere have en lokal vinkel og kunne levere en event til konfirmanden Jens.

Det blev uden videre diskussion som aftalt, idet Michael mødte på arbejde den pågældende dag alene med den opgave at sable flaskerne, hvilket han gjorde til ære for konfirmanden og gæsternes store fornøjelse.

– Jeg skal aller først bede jer om at trække langt ud til siderne, da det her kræver en vis sikkerhedsafstand, idet propperne ikke bare slår temmelig hårdt, men også glasskår i værste fald kan ryge med, advarede Michael.

Derefter sablede den unge mand med stor koncentration og præcision adskillige af flaskerne med de mousserende og velsmagende dråber, hvorefter han forklarede om de mange kriterier, som han vil blive bedømt efter ved DM.

Dels sker det på tid og dels vurderes blandt andet bruddet på flasken og spild samt skum og skænkning i glassene, men det vil vi givetvis skrive meget mere om, hvis vi til juni når at se Michael sable ved DM i Aalborg.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments