Tine Hind udstiller i Tversted

Tversted skoles GALLERI i den gamle børnehave har en spændende udstilling på bedding med Tine Hind.

121

Den århusianske kunstner Tine Hind udstiller snart på Tversted Skoles GALLERI sine værker under titlen ALTING BEVÆGER SIG.

Tine Hind (1953) er billedkunstner, født i Askov, bosiddende i Aarhus og er uddannet fra Rijks Akademiet i Amsterdam (1973-74), Aarhus Kunstakademi (1975-76) og Poznan Statsakademi i Polen (1977). Kunstneren er bl.a. medlem af Kunstnersamfundet, BKF, Danske Grafikere, ProKK. På Tines CV står utallige udstillinger i Danmark, i Japan og Brasilien, og hun er modtager af flere nationale og internationale legater.

Der vil være fernisering på udstillingen fredag den 2. august kl. 16 til 17.30, hvorefter udstillingen vil være åben lørdag den 3. august til og med søndag d.18.august fra kl.11 – 17

Kunstneren vil selv være til stede de fleste dage og har i perioden 2.- 4. august fra kl.10 – 15 kursus på Tversted Skole i Abstrakt akvarel.

Tine skriver:

“Jeg opfatter det at skabe som en søgen, en famlen mig frem mod noget, som jeg måske inderst inde er bange for.

At have modet til at give udtryk for dette noget er som modet til at trække vejret helt ind i de ukendte områder af mig selv.”

– Det er med stor glæde og stolthed, vi byder Tine Hind velkommen på Tversted Skole og vi er sikre på det bliver en udstilling ud over det sædvanlige, forsikrer Marianne Isager.

Mandag den 5. august kl. 19 holder Tine Hind dernæst foredrag på Tversted Skole med titlen 45 ÅR MED SVÆRTE UNDER NEGLENE.

Tine Hind vil her fortælle om udviklingen i sit grafiske arbejde gennem 45 år, opfulgt af forklaringer om metoder, tid og sted, fortællinger og anekdoter. Man vil se hvordan hun, i nogle værker, har arbejdet med lag på lag af forskellige teknikker.

Ind imellem afbrydes billedfremvisningen af små videofilm hvor Tine Hind demonstrerer brugen af de forskellige værktøjer og grafiske teknikker som højtryk, dybtryk o.a.

Pris for foredrag incl. et glas vin eller vand er 100,00 kroner.


0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments