Af Tina Søndergaard
Hjørring
Dagens arbejde med nødpasningtilbud er slut. Vi er få lærere og pædagoger på arbejde. Vi har få elever, der er mødt ind. De fleste forældre eller plejeforældre holder deres børn hjemme.
Indenfor vores område med børn med særlige behov, så er det en ønskesituation – at en voksenkontakt maks har et par elever – måske tre. Der er plads til tættere kontakt, mere nærvær og fordybelse. Det er de fleste af os enige om, for vi ved, hvad børnene har brug for. Stilladsering og tryghed.
Det er, trods den forfærdelige coronavirus, et drømmescenarie og på sin vis tragikomisk.
Der skal stadig to til en konflikt og idag, da jeg forsøgte at stoppe et par elever, hvor den ene søgte grænser og den anden sagde fra, så fik jeg kastet en skraldespand i hovedet. Det hele skete på et splitsekund og det samtidig med en kollega, var ved at løse en konflikt med et andet barn, der ville stikke af.
Der skal ikke meget til før en lille uenighed eller noget, der begyndte i leg, kan ende ud i en større konflikt, hvor ingen af de implicerede kan stoppe af sig selv. Vi er konstant observant på at hjælpe og minimere konflikten inden den eskalerer. Alligevel vil det ske og det fordi, vores børn har svært ved at afkode og navigere i sociale spilleregler.
Udover en anderledes skoledag, så kan der også være konflikter i hjemmet omkring lektier, nu hvor der er pålagt hjemmeundervisning. Det presser også familier, der er hårdt trængte eller udfordrede i forvejen. I det hele taget kan den forandring, vi står i trække et spor af frustrationer. Det kan være ekstra svært for specialklassebørn at forholde sig til.
Derfor er vi på arbejde. Vi er der, fordi vores børn allerhelst skal have den struktur, de har brug for. Mest muligt af det “vi plejer”. Har vi andre nomeringer, som dem vi oplever nu under krisen, så tror jeg, at vores børn ville have en anden skolegang og relation.
Jeg støtter dem og holder dem så vidt muligt fast i at de passer deres fag, jeg ved, de bliver glade, når det lykkes, men allerhelst vil jeg bare, at vi har det godt, med mindst mulig konflikt og at de nyder at få den omsorg, de har brug for.
