Den 7. november forlød det officielt fra Hjørring Kommune, at man som myndighed havde oplyst virksomheden om, at lugtgenerne i området var helt uacceptable.
Derfor havde kommunen stillet krav til virksomheden om, at de indenfor 14 dage skulle have tømt og fjernet deres oplag af spildevand. Som konsekvens af dette var der ifølge kommunen helt undtagelsesvis givet tilladelse til, at slanger kunne lægges ud gennem skoven således, at virksomheden fik mulighed for at lede spildevand gennem disse til renseanlæggets udløbsledning.
Det blev fra kommunens side understreget, at brandslangerne kun var en midlertidig løsning. Virksomhedens rensede spildevand skal på sigt udledes via nedgravede rør til renseanlæggets udløbsledning.
FlaskePosten har dags dato fået dokumenteret, at der fortsat ligger ikke bare en, som der gjorde dengang, men hele to hårdt pumpede og dermed pumpende slanger, som fører til den på daværende tidspunkt uafdækkede og uafmærkede udløbsledning.
Samtidig kan webavisen i lighed med alle andre i byen konstatere, at de meget ubehagelige lugtgener fortsat findes. Ligesom spildevand åbenbart er sivet ud igennem voldene til den omkringliggende jordbund.
Hvorvidt en tidsfrist konkret er blevet overholdt, må det være op til Hjørring Kommune at vurdere, men timeglasset er under alle omstændigheder ved at rinde ud for flere og flere borgeres tålmodighed i Hirtshals.
FlaskePosten talte søndag med en borger på Niels Juels Vej, der ligefrem mente, at Danish Salmon efterhånden får ham til at tænke på Cheminova. Ikke nogen opmuntrende association eller tanke.
Links til tidligere artikler om sagen på FlaskePosten:
Lugtgener fra Danish Salmon
Manglende kapacitet til spildevand hos Danish Salmon A/S
Nabo klager igen over lugtgener fra Danish Salmon A/S
Åbent brev til Ole Ørnbøl om Danish Salmon A/S
Kommunen arbejder målrettet med lugtgener i Hirtshals
Hør Størup og Ørnbøl om lugtgenerne fra Danish Salmon A/S
Ildelugtende spildevand pumpes ud i Lilleheden Klitplantage
Tålmodigheden er åbenbart også slut hos Hjørring Kommune