Vi flager i dag på Det grønne hjørne af to årsager, nemlig Valdemarsdag og Genforeningen i 1920.
På disse kanter hejses flaget den 15. juni nok primært, fordi det er Valdemarsdag; altså Danneborgs fødselsdag. Men lige præcis i år flager mange sikkert også i dag, fordi det er 100-året for Genforeningen.
Den 15. juni 1920 skete nemlig den formelle overdragelse af Sønderjylland (Nordslesvig) til Danmark efter en folkeafstemning i hele Slesvig; en begivenhed, vi senere i dag, kl. 16:30, faktisk fejrer her i byen, nærmere bestemt med afsløringen af Danmarks nordligste genforeningssten i Præstegårdsskoven. Se mit opslag fra forleden: Horne; HØJT & HERLIGT
Men lad os begynde fortællingen den 15. juni 1219 i det, der i dag er den estiske hovedstad, Tallin.
I forsommeren havde den danske konge Valdemar Sejr (1170-1241) samlet en kæmpe flåde på 1500 langskibe og draget på korstog til Estland. Målet var at gøre de hedenske estere kristne.
Danskerne slog sig ned på bjerget Lyndanisse og begyndte at bygge en borg på det sted, hvor det estiske parlament ligger i dag. På estisk blev borgen kaldt Taani-linn – ‘danskerborgen’. Flere mener, at dette navn senere blev til bynavnet Tallinn …
Den 15. juni var en god dag for Valdemar Sejr. Troede han. Fejlagtigt satte han sig til bords ud på eftermiddagen i den tro, at det havde været et nemt sværdslag, da estiske forhandlere havde været på besøg uden at angribe. Men esterne havde midlertidig kun brugt besøget til at vinde tid til at samle en stor hær, uden at danskerne havde opdaget det.
Christian August Lorentzen: Slaget ved Lyndanisse, Statens Museum for Kunst. – her: Det Grønne Hjørne.
Ud på aftenen satte esterne et uventet angreb ind fra fem sider, og mange danske krigere mistede livet. Blandt dem biskop Theoderik, som esterne fejlagtigt troede var Kong Valdemar. Alt tegnede til et katastrofalt nederlag.
Ifølge legenden faldt Valdemar i bar desperation på knæ og bad til himlen om guddommelig hjælp til at besejre de overlegne estiske styrker. Bedst som alt håb var ude, åbnedes himlen og et klædestykke faldt ned og landede i kongens arme; en rød dug med et hvidt kors. Samtidig kunne en stemme høres: ‘Når denne fane bliver løftet, vil danskerne vinde’.
Inspireret af den guddommelige intervention fandt Valdemar og hans mænd styrken og modet til at kæmpe tilbage og besejre den estiske modstand.
Symbolet som dalede ned fra himlen var selvfølgelig det smukke, danske Dannebrog, det ældste flag i verden, som stadig er i brug.
Siden den danske tid har både tyskere, svenskere og russere og estere hersket over byen, så der er måske ikke så meget at sige til, at det er lidt svært at finde noget klart dansk tilbage i Tallinn. Udover diverse fundamenter rundt omkring, står der i centrum kun en enkelt bygning fra dansk tid, nemlig dominikanerordenens kloster fra 1246. Men midt i byen, angiveligvis på det sted, flaget faldt, ligger i dag en have, der bærer navnet “Den danske konges have” (Taani Kuninga Aed).
Se 360 graders kuglepanorama fra stedet, hvor Dannebrog faldt: Tallinn
Det originale Dannebrog blev i øvrigt omhyggeligt opbevaret helt frem til 1500-tallet, hvor det blev stjålet under Felttoget i Ditmarsken. Vi fik det dog tilbage igen, men kun for at se det rådne op sammen med rigets finanser under Christian IV. Men det er en helt anden historie …
Først i 1912 blev 15. juni gjort til officiel mindedag med navnet Valdemarsdag. På denne dag har foreningen ‘Danmarkssamfundet’, der blev stiftet fire år tidligere, traditionelt solgt små Dannebrogsflag for derved at finansiere flaggaver til landets foreninger. Dagen var skolefridag indtil 1948.
Dagens ANDEN ÅRSAG til at flage er Genforeningen i 1920. Det er – trods alt – en noget fredeligere historie, der, som tidligere nævnt, i Horne tilmed får en hel speciel nutidig detalje tilføjet i dag.
Indtil i dag lå Danmarks nordligste ‘genforeningssten’ nemlig i Bjergby, men fra og med i dag, ligger den i Præstegårdsskoven i Horne!
Men først lidt historie:
Som en sørgelig konsekvens af det fatale, danske nederlag 1864 i den Anden Slesvigske Krig, måtte Danmark afstå store dele af Sønderjylland til Preussen. Grænsen rykkede som følge helt op til Kolding!
70 år senere, under Første Verdenskrig 1914-18 måtte også de dansksindede sønderjyder – som tyske statsborgere – sende unge mænd til fronten, hvor ca. 5.200 af dem blev dræbt.
Men det tyske nederlag i 1918 åbnede imidlertid vejen for en genforening med Danmark. Derfor krævede de danske sønderjyder en folkeafstemning. Og det fik de; endda to af slagsen, men først to år senere.
Den 10. februar 1920 stemte Nordslesvig sig således med et dansk flertal på 75% af stemmerne til Danmark. Men den 14. marts stemte 80% af vælgerne i den mellemslesvigske afstemningszone derimod for områdets forbliven i Tyskland! – Grænsen blev draget af den internationale tilsynskommission nord om Flensborg og syd om Tønder (den nuværende dansk-tyske grænse).
Den 10. juli red Kong Christian X red på sin hvide hest over grænsen. Flagene vajede og Danmark var feststemt.
Af glæde og taknemmelighed over, at Sønderjylland igen var blevet en del af Danmark blev der i 1920 og årene efter rejst op imod 600 såkaldte ‘genforeningssten’, der i dag kan ses i hele landet, lige fra Lemvig til Allinge-Sandvig og fra Nykøbing Falster til Bjergby.
Genforeningsstenene er typisk ubehandlede marksten med inskriptioner, men derudover varierer de meget. Men tilsammen er de udtryk for en unik folkeligt baseret dansk tradition, hvor mange – også små og ydmyge sten – spiller en stor rolle. De er ifølge nu afdøde museumsinspektør og ph.d. Inge Adriansen samlet set ‘vores mest særegne monument’ og ‘Danmarks mest originale bidrag til europæisk monumentkultur’.
Alle (eller næsten alle, for vi må jo stadig kun samles 50 pga. coronaen!) er velkomne i skoven kl. 16:30. Der er pt. en del tilmeldte, men enkelte ledige pladser.
Jeg fortæller lidt, Kurt Bærentsen holder talen og afslører den nye genforeningssten, vi synger et par sange og drikker et glas vin. Smukkere bliver det ikke! Heller ikke vejret.
I øvrigt var det også i dag, den 15. juni, men 757 år efter flaget faldt i Estland, nemlig i 1976, at Esther Lilholt og Marius Lilholt overdrog Horne Bageri til kioskejer Elna og Niels Frandsen. Læs mere på WikiHorne
Horne, hejs flaget. Der er masser grunde!
Tillykke med flaget!
Tillykke med genforeningsstenen!
Flaget på Det grønne Hjørne.
Vi flager på Det grønne hjørne i Horne på de officielle flagdage og på kirkens flagdage og ved fællesbegivenheder i byen, såsom konfirmation og byfest etc. Vi flager altså ikke for private fejringer af fødselsdage, bryllupper og begravelser etc.
Jeg takker for den tillid, jeg møder som flagmester. Jeg vil bestræbe mig til det yderste for at leve op til den, og sørge for at Dannebrog er på plads fra morgenstunden og nede inden solnedgang. Skulle det glippe, kan jeg kontakes på 2515 2436 eller mail@hanswendelboe.dk.
Jeg vil samtidig hver gang forsøge at skrive lidt her på facebook om, hvorfor vi flager. Måske andre i byen også har lyst til at hejse Dannebrog og være med til at gøre Horne endnu højere og endnu herligere. God dag!
