Af Torben Elling
Fyrklit
Har du læst part 1 i denne historie? Ellers bør du starte med den og vende tilbage hertil, hvilket lettest gøres via linket under artiklen.
Aftenen før mit gensyn med Bent Bolli Hansen havde Bent været på udflugt i nærheden af Bindslev. Ikke sådan en med familien og madpakker og kaffe på kanden. Nej, han havde fået et opkald angående et påkørt dyr om aftenen.
Det var mørkt og blæsende – ja, en byboer som mig vil vel kalde det stormende, men nok om det – vildtet skulle findes, og selvom Bent er lidt forsigtig i ukendt terræn, vovede han sig alligevel ud, hvor gummistøvlerne ikke kunne bunde….bortset fra det endte den historie vist med, at han måtte konstatere, at vildtet ingen skade havde lidt, hvilket jo også er vigtigt for de implicerede at vide.
Men – hvordan foregår det? Hvad gør Bent og hundene, når der kaldes på dem fra Dyrenes Vagtcentral?
Schweisshundeførerne i Danmark gennemfører årligt op i nærheden af 7000 eftersøgninger efter påkørsler og omkring 12000 eftersøgninger som følge af jagt! Jeg bliver inviteret med på en demonstration. Vi er på Sdr. Ringvej syd for Hirtshals, hvor det ikke er ualmindeligt med påkørt vildt.
Med i bilen er Svea og Ivan, som er Bents tro følgesvende, når meldingen fra Dyrenes Alarmcentral – 1812 – tjekker ind på computeren. Lidt tidligere var jeg blevet modtaget af en flok meget imødekommende firbenede venner, som godt ville kunne rokke ved min meget absolutte beslutning om aldrig mere at have hund. Man har et standpunkt…
Når man kører på et rådyr, som ikke umiddelbart kan findes dræbt, så skal man ringe 1812..Vær så præcis som muligt med stedsangivelse og …det er vigtigt…marker stedet med et eller andet du godt kan undvære…en plastikpose på en vejpæl med en pind eller lignende, så hundeførere kan finde stedet…
Hvis terrænnet er overskueligt følger hundeføreren med hunden, som følger vildtets spor. På artiklens forsidefoto er det Svea, som efter den veloverståede demonstration får sin belønning.
Hvis terrænnet er problematisk fx kan det være mørkt og regnfuldt, så må hundeføreren forlade sig på sit pejlesystem, hvor hunden er udstyret med en GPS-krave. Her er det Ivan, der uden større problemer finder byttet i uvejsomt terræn.
Ofte kan Bent konstatere, at der hverken er vildt eller spor. Så kan man håbe på, at skaden er minimal. Ved formodet anskud betyder det, at vildtet rent faktisk ikke er blevet ramt. Men jægerne bør lade tvivlen komme vildtet til gode, og det gør de.
Personligt blev et tilfældigt møde både en god oplevelse og en øjenåbner…
Vi har faktisk i Danmark et af de bedst fungerende systemer til at afhjælpe utilsigtede påførte lidelser hos vildt.
Tak til Bent og hundene for indsigt, og til dig, der læser dette – husk det nu…selv om du forståeligt bliver lidt konfus efter et utilsigtet møde med en råbuk…ring 1812 – så kommer Bent, Svea og Ivan…
Link til første artikel: Et tilfældigt møde i Nejst Plantage…
