Mona og Ejvind Kjeldsen Jensen valgte fredag, lørdag og søndag at fejre Restaurant Lillehedens nyrestaurerede og udvidede køkkenfaciliteter med halv pris på Classic Burger og Stjerneskud.
I løbet af weekenden bemærkede vi hos FlaskePosten da også, hvor stort et tilløbsstykke det gode åbningstilbud blev på Cafe 2. Den slags travlhed placerer selvfølgelig et stort pres på personalet, der skal levere langt mere mad, men i sagens natur helst holde niveauet på kvaliteten.
Derfor besluttede vi os for søndag aften at smage på de to nævnte menuer. Vist har vi ikke autorisation til at give stjerner fra Michelin. Mindre kan heldigvis også gøre det hos os vendelboer, idet vi i stedet vil nøjes med at konstatere, at burgeren var ekstremt god med en superb snert af grillsmag. De tilhørende hjemmelavede pommes var tillige perfekte og helt uden antydning af den fedtede konsistens og frituredunst, som så mange masseproducerede fritter er slemt medtagne af.
Ved stjerneskuddet vil nogen måske mene, at der hører en kogt rødspættefilet med til et rigtigt af slagsen, men både de to stegte og tilbehøret samt det sprødt ristede brød bidrog også her til en delikat oplevelse.
Personalet har givetvis som antydet løbet stærkt i weekenden, hvor mange også hentede maden med hjem, men de er tydeligvis ikke af den grund gået på kompromis med kvaliteten af betjeningen eller på maden.