Ved Lille Tektonisk Plads og ud ad Hjørringgade er der kommet flere kunstnere, som har åbnet gallerier og værksteder i Hirtshals.
En af dem, som åbnede sit værksted og galleri for 1 år siden, er glasmager Susan Vivi Sørensen. Efter 10 år i Lønstrup greb Susan i oktober 2018 chancen, da hun fik tilbudt at leje huset Hjørringgade 9, lige ved siden af keramikeren Joan Grønfeldt.
Der skulle dog først laves en del før indflytningen, fordi lokalerne førhen havde været brugt til restaurant. Den 13. april sidste år åbnede imidlertid Galleri Vetro. Susan kunne dermed endelig byde folk fra nær og fjern velkommen. Hun laver flamework og glasmaleri, to gamle teknikker, som jeg kommer tilbage til.
Siden Susan arbejder med glas, og de gamle teknikker har deres rødder i Italien, er det ikke forunderligt, at hun har valgt at kalde galleriet Vetro. Vetro er nemlig lige præcis italiensk og betyder selvfølgelig glas.
Den ene teknik, flamework, har dybe rødder på den italienske ø Murano, hvor man i århundreder har fremstillet det kendte Muranoglas. Der er en del teknisk know how, som Susan derfor har tilegnet sig for at lave sine flotte skulpturer. Der er for eksempel ikke kun én bestemt type glas, som egner sig til flamework. Der er det bløde glas, og så er der borosilikatglas, som er hårdt glas.
Både med ivrighed og tålmodighed forklarer Susan om deres særlige egenskaber. Borosilkatglas egner sig til store skulpturer, eftersom man kan arbejde meget lokalt. Man behøver blandt andet ikke at holde hele skulpturen varm, for at arbejde. Den kan være kold i den ene side og rødglødende i den anden.
Det har også den egenskab, at det kan komme i flammen igen, selvom det er afspændt, og det gør også, at det kan repareres, hvis uheldet skulle være ude. Samtidig er glasset meget rent, helt uden luftbobler, hvilket gør den meget transparent. Denne transparens skaber de vildeste refleksioner, og det er netop samspillet mellem lys og refleksioner, som er omdrejningspunkt i Susans værker.
Udover store glasskulpturer laver Susan også smykker. Når hun skulpturerer smykkerne op, sker det fra midten og ud af. Med præcision bruger Susan sin flamme og glasstav til at give især hendes flotte torsosmykker deres helt egen personlighed.
Den anden teknik har ligeledes sine rødder i Italien. Teknikken at male på glas blev udviklet i middelalderen, hvor de store gotiske kirker skulle udsmykkes med glasvinduer i flotte farver. Teknikken går ud på at røre noget pulver op i olie, male og så brænde. Det er en meget nøjagtig proces, og dengang i middelalderen måtte man prøve sig frem.
I dag bliver det brændt i en ovn og styret med største nøjagtighed, specielle brændekurver op i temperatur til præcis 580 grader og en speciel brændekurve ned igen. I galleriet hænger flere malerier, hvor Susan har brugt glasset som malerlærred.
Et af malerierne bærer titlen ”Vandmoderen” og er inspireret af det finske nationalepos Kalevala. Jeg blev lidt overrasket og ville gerne høre mere om inspirationen. Susan fortæller, at hun i tidernes morgen havde været med i et udvekslingsprogram for nordiske kunstnere. I den forbindelse besøgte hun Helsinki, hvor hun stiftede bekendtskab med Kalevala.
Lige for tiden er Susan involveret i et filmprojekt. Hun laver rekvisitter til film instrueret af den danske instruktør og manuskriptforfatter Julie Kaja Prezebe. Susan lavede smykkerne til kortfilmen ”Too Burlesque”. Rekvisitterne herfra udgjorde også udstillingen af samme navn på Kvindemuseet i Århus.
Susan havde arbejdet med keramik, før hun fandt sin store kærlighed i arbejdet med glas. I slut 1980’erne indførte nogle kunstere farverne til glasmaleri fra Tyskland. Susan var dengang med i kredsen af de første, der begyndte at eksperimentere med at male på glas. Inden da havde hun været på Århus Kunstakademi for at arbejde med skulptur, men det hele startede faktisk med, at hun var elev hos kunstmaleren Knud Bøjer.
Susan havde sin første udstilling som 18-årig med store og meget tunge malerier på keramiske fliser! Jeg er sikker på, at jeg kunne skrive en hel bog om dengang Susan, også som 18-årig, startede sit første atelier på et mørkt loft i en af Hjørrings dengang skumle baggårde. Anekdoter fra den tid, hvor hovedpersonens loft var samlingspunkt for fremadstormende kunstnere, og hvor kunstens budskab var politisk og samfundskritisk. Det bliver ikke nu, men kunne være et fremtidig projekt.
For 13 år siden startede Susan med flamework hos en glaspuster i Ebeltoft. Hun har siden lært af den dygtigste flameworker i Danmark, Jens Christian Kondrup, og en del andre fra udlandet. På den måde har Susan erhvervet sig grundteknikker inden for flamework, som hun har forfinet og ud fra det skabt sin helt egen stil og egne teknikker.
Susan fortæller, at maleriet, for hende, havde sine kunstneriske begrænsninger. At male er todimensionalt,og Susan manglede den tredje dimension, hvorfor det blev til flamework og det skulpturelle. De to ting udgør for hende en kunstnerisk helhed.
Hver af Susans kunstværker har en historie og er unikt. Når jeg kigger på dem, kan jeg mærke, at hun virkelig brænder for sit arbejde med glas. Når hun skaber et nyt kunstværk, har hun altid den æstetiske aspekt med, og det er tydeligt at se. Ligeledes kan hun finde på at inddrage en kritisk vinkel til hverdagsproblematikker i sine værker.
Refleksionerne spiller derudover også en stor rolle, når der skabes i glas, og det i flere henseender. Med sin glaskunst vil Susan gerne, at når folk ser på værkerne hjemme, så kan de fortsætte med at finde nyt og fortsætte refleksionerne omkring historien og betydningen.
Hun er fortaler for, at kunstnere burde arbejde mere på tværs af kunstarter og håndværk. Susan er af den overbevisning, at samarbejde er med til at udvikle ens egne evner. Når man bliver skubbet lidt ud af ens komfortzone, så sker der nye ting. Lige nu samarbejder hun med smykkedesigner Nynne Kegel fra Lønstrup omkring et smykke, og jeg ved, at Susan og pottemager Joan Grønfeldt har planer om et fælles værk. Jeg kan kun glæde mig til at se resultatet.
Inspirationen til sine værker får Susan fra naturen og stedet, hun befinder sig, kombineret med personlige oplevelser. Hun går med åbne øjne gennem dagen og laver skitser, som fra starten er meget personlige. Efter hun er flyttet til Hirtshals, er Susan begyndt at bruge inspiration fra byen til sin kunst, men årene i Lønstrup har præget hende en del.
Især skrænten, der hvor Mårup Kirke lå i Lønstrup, er stadigvæk en stor inspirationskilde for hende. Stedet har en specielt betydning for hende, så meget, at hun for år tilbage henvendte sig til forfatterne Dan Toft og Morten Klenø om et kunstnerisk samarbejde omkring fortællinger til en skulpturserie. Det blev til 11 skulpturer og 11 fortællinger, men desværre endnu ikke samlet som et værk.
Mens jeg spiser de sidste krummer af citronmånen, fortæller Susan om, hvordan hun ser sig selv. ”Jeg er kunstner og håndværker og ikke kunsthåndværker.”
Beretningen om Susans lange vej, fra hendes første udstilling som 18-årig og salg af et flere meter langt maleri på 118 fliser (de skulle mures ind) til nu, hvor hun på 11. år har eget glasgalleri og værksted og udstillet i både Florida og Californien, har været en rejse i tid.
Tiden fløj også afsted, da jeg blev fanget af hendes livlige beretninger om sit liv og sin kunst.
Du kan besøge Susan Vivi Sørensen i hendes værksted på Hjørringgade 9 i 9850 Hirtshals.
For flere informationer og åbningstider se: Galleri Vetro
Foto: Jens Kranen Photography
Link til tidligere artikler
