Lørdag spillede Tornby Idrætsforenings stærke førstehold i Serie 3 på hjemmebane mod Gærum.
Det blev til en solid sejr på 5-0, som gav anledning til i omklædningsrummet at fejre den oprykning til Serie 2, som allerede var en realitet efter sejren på 1-2 over Hirtshals Boldklub den 4. oktober, hvor der blev gået til stålet i det lokale topopgør på Schlie Arena.
Lørdag måtte førsteholdet fra Hirtshals Boldklub dog bide i græsset hos Brønderslev. Som gæster kom HB ganske vist foran 0-1, men derefter fik Brønderslev hurtigt overtaget og vandt med 5-1. Det er muligvis ved at være svært for det succesfulde førstehold at holde gnisten, da de for længst har sikret sig plads i Jyllandsserie 1.
Anderledes godt faldt det ud søndag i Serie 3 mellem HB og Sindal på Schlie Arena. Efter en temmelig sløj 1. halvleg vandt HB 2-1 med et par fantastisk flotte scoringer af en stærkt spillende Moses. En taktisk klog og tiltrængt opsang til spillerne på grønsværen i pausen så ud til at have gjort indtryk og virkede heldigvis efter hensigten.
Billederne til denne artikel er alle fra søndagens kamp mellem HB og Sindal på Schlie Arena.