BAGFULD
Det var en smuk, men også kølig morgen. Lissie vågnede tidligt. Hun skuttede sig og krøb ind til Dimitri. Hendes hånd fandt hans pik, og hun nød fornemmelsen af, hvordan den svulmede. De lå i læ af klitten, nede fra stranden kunne man høre dønningerne komme rullende. Havet lød dovent, nærmest mæt. Dimitri lagde sin hånd på Lissies. Deres blikke mødtes. Han sukkede af velvære.
»What a beautiful morning, have you been awake long?«
»No, I just woke. I am a little cold, let’s return to the house. I really would love a hot shower.«
Da de nærmede sig Vandlandet, greb Dimitri Lissies arm.
»Wait, why is military here?«
Lissie ville fortsætte, men Dimitri blev stående og gjorde ingen mine til at slippe hendes arm.
»I dont like the look of it. Believe me Lissy, military no good.«
Hun åbnede sin taske og begyndte at rode efter sin mobil. Måske stod der et eller andet på nettet.
»Weird, there is no signal.«
Køkkenchefen Henrik proppede skjorten ned og lynede bukserne. Man skulle næsten tro, nogen havde hældt rohypnol på trunten. Hun var ikke engang vågnet, kom bare med en lille velbehagelig gryntelyd, da han fik udløsning. Han følte sig fristet til at give hende et klap i måsen, men det var nok bedst at liste af lige så stille. Hvis de vågnede, var det jo ikke sikkert, at hendes mand var helt så generøs som den foregående aften.
På vej ud vendte han sig og fiskede sin mobil frem og snuppede et par billeder. Det var sgu et ømt syn. De var fuldkommen bevidstløse. Kresten ville grine sin røv i laser, når han så dem. Brudstykker fra den foregående aften dukkede op. Et orgie. Et vaskeægte orgie. Han havde sgu ikke fået så meget fisse, siden han arbejdede oppe på Hotel Hans Egede i Nuuk.
Bjarne vågnede med en nederdrægtig hovedpine. Under bruseren forsøgte han at huske, hvordan han var endt på kontoret. Der var ikke rigtigt noget, der ringede. Aftenen stod i det hele taget temmelig sløret. For fanden mand, hvorfor havde han ladet sig rive med? Det var totalt uprofessionelt. Uprofessionelt og usselt. Tænk at han havde gjort det mod Kresten. Når først Kresten var i gang, så kunne han ikke standse. Men det kunne han selv, og det forpligtede sgu.
Da han trådte ud ad kontoret, kom en af pigerne ilende. Hun greb fat og trak ham hen til et af foyerens store vinduer. Pegede op mod indkørslen og skingrede løs. Han forstod ikke et hak, men der holdt et par køretøjer af militær karakter. Det var åbenbart dem, der havde bragt hende ud ad flippen. Stakkels pige, militærkup og den slags var ikke ualmindelige, der hvor hun kom fra. Han kunne huske billeder af soldater og en masse dræbte munke. Sådan var den tredje verden. Brutal. Men de lastbiler skulle væk, inden folk begyndte at vågne. Bjarne mærkede en lille usikkerhed. Eller var det følelsen af ansvar? Uanset hvad, så var det i hvert fald ubehageligt.
Bjarne tog sig sammen og gik op mod indkørslen. Han havde ikke taget mange skridt, før han lagde mærke til den første. Så en til. Og en til. Soldaterne stod langs et hegn. Et hegn! Vandlandet var spærret af. Nej, spærret inde. Vandlandet var spærret inde bag et hegn af pigtråd. Hvad fanden i helvede handlede det om? Han kunne mærke soldaternes blikke. De stirrede på ham. Alles øjne fulgte ham. Han havde mest lyst til at vende om. Så tænkte han igen på Kresten. Tænkte på, hvordan han havde svigtet ham. Soldaterne virkede rastløse. Pillede ved geværerne. Ændrede deres greb. Der er ingen grund til at være bange, messede han for sig selv. Ikke i et velordnet land som Danmark.
»Holdt. Gå tilbage til Vandlandet.«
Umærkeligt hævede riflen sig, så den pegede direkte mod Bjarne. Han standsede, ville protestere mod den aggressive gestus, men soldaten kom ham forkøbet.
»I er under karantæne.«
»Jeg repræsenterer Vandlandets ledelse, hvad foregår der?«
I det samme kom en Mercedes Geländewagen susende. Soldaten henvendte sig til dens passager, en knapt halvtredsårig officer. Officeren nikkede i retning af Bjarne, men løftede hånden i en afværgende gestus, da han trådte nærmere.
»Hold afstand, mindst ti meter. Du kan være smittet af en livsfarlig bakterie.«
Officeren begyndte at forklare. En af Vandlandets gæster, en ung mand, var blevet indlagt den foregående dag. Vedkommende havde en voldsom infektion. Man vidste endnu ikke, hvor smitsom bakterien var. Men man vidste, at den var ultraresistent og særdeles aggressiv.
»Vi arbejder på at finde en god løsning. Det er vigtigt, at I samarbejder. At alle gør sit til at hindre, at der opstår panik.«
Bjarne var rystet. Prøvede at ringe til Kresten, men der var ikke noget signal. Hverken mobil eller wi-fi. Det var sgu mærkeligt. Han kastede et blik på papiret i sin hånd. Farligere end pest. Hvad fanden tænkte de på? Folk ville da gå totalt i panik, når de læste det.
Endelig kom bussen. Dimitri og Lissie trak ned bag i. På vej ud ad Søndervig passerede den Vandlandet, og de to stirrede ind på pigtråden og de mange soldater, der holdt vagt.
»My god, it looks just like a concentration camp. I am so happy we got away.«
Kresten Videbæk vågnede mellem to frodige kvinder. Nøgen og godt bagfuld. Men for satan, sikke en fest. Han gad nok se den gæst, der ville klage over en smule tyndskid oven på den omgang. Han vaklede ud til Lagunen og blev overrasket over at se, hvor nydeligt der var. De var sgu nogen engle de piger. Baren og scenen stod der endnu, men ellers var alle spor af festen forsvundet. Han skænkede vodka i et højt glas og camouflerede drinken med et skvæt orangejuice.
Halfdan og Inge sad i restauranten. Sjovt nok havde de den helt for sig selv. Inge fortalte med dæmpet stemme, om det hun havde set den foregående aften.
»Samleje i al offentlighed?«
»Ikke så højt Halfdan.«
»Ikke så højt, pjat. Jeg skriver en klage. Vi må forlange hver en krone refunderet. Mindst. Magen til svineri. Dokumenterede du det?«
»Undskyld, men hvad i al verden mener du?«
»Samlejet! Optog du det ikke med din mobil?«
»Nej, det var da noget nær det sidste, der kunne falde mig ind. Hvorfor i al verden skulle jeg have gjort det?«
»Til klagen for pokker. Vi ville have stået meget stærkere, hvis du havde sørget for at dokumentere svineriet.«
Inge fortrød. Hun skulle aldrig have nævnt den episode. Nu skulle hun høre på Halfdans bebrejdelser resten af dagen.
Halfdan og Inge havde ikke bemærket soldaterne på vej op til restauranten. Men nu så de dem.
»Mærkværdigt,« mumlede Halfdan. »Hvad i alverden laver de soldater her?«
Han skråede målrettet over plænen. Åh nej, hvorfor skulle han altid være så frembrusende?
»Halfdan,« kaldte hun. »Lad nu være. Det vedkommer ikke os.«
Men han lyttede selvfølgelig ikke.
Lidt efter hørte hun soldaten råbe, at han skulle standse. At han skulle gå tilbage. Men Halfdan standsede ikke. Ikke før soldaten løftede geværet. Inge blegnede. Var de spærret inde? Hun kunne se Halfdan og soldaten tale, men det var ikke til at høre om hvad. Halfdan slog ud med armene. Så ud som om han protesterede. Tog et skridt frem mod soldaten. Inge så soldaten lægge geværet til kinden.
»Halfdan,« skreg hun. »Lad nu være. Kom tilbage.«
Gudskelov. Han vendte rundt. Hun kunne se, at han var rasende. Men han var vendt rundt. Han kom tilbage.
Langt om længe fandt Bjarne sin bror. Kresten lå med et dumt smil og blundede i en jacuzzi. Der stod en halvtom falske vodka på kanten.
»Vågn op Kresten, vi står i lort til knæene. Du bliver nødt til at tage dig sammen.«
Kresten så desorienteret på ham.
»Hvad fanden mener du? Taler folk stadig om den skide diarre?«
To minutter senere slingrede Kresten ud mod foyeren. Bjarne holdt sig lige i hælene. Hørte sin brors vantro mumlen. Hørte hans mistro og fornægtelse. Så synet af køretøjerne ramme. Det ramte hårdt, Kresten svajede. Måtte støtte sig til ruden. Bjarne fik presset Kresten ned på en sofa og fandt sin mest docerende stemme frem.
»Skæbnen har lagt en led lort i vores hænder. Men vi har et ansvar. Vi må gøre vores til, at der ikke opstår panik.«
Kresten brød ud i en hysterisk latter.
»Så der ikke opstår panik! Skidegodt brormand, men hvordan i helvede har du tænkt dig, at det lige skulle kunne gøres? Jeg er selv ved at gå i panik. Nej, jeg er sgu i panik.«
»Kresten for helvede, spil nu med. Soldaterne har stående ordre til at skyde, hvis nogen forsøger at bryde karantænen.«
»Måske er det lige godt sådan. Vi kommer til at dø herinde. Kan du ikke se, hvad det er, de skriver? Farligere end pest. Indre infektioner. Sådan en bogorm som dig har sikkert aldrig set et svin med akut bughindebetændelse.«
»Nej, og du behøver heller ikke fortælle om det.«
»Vel gør jeg så. Du skal vide, hvad det er, vi står overfor. Når man åbner sådan et svin, så drypper pusset ud, sejt og gult som snot. Og man forstår pludselig, hvorfor det arme kræ havde tyndskid og skreg og hylede.«
Bjarne ragede en affaldsspand til sig. Maveindholdet spruttede ud ad ham. Krampetrækninger pressede den sure suppe af gårsdagens druk ud gennem næse og mund. Da han atter så op, så han Kresten sidde og se på sig med vanvid i blikket.
Link til foregående afsnit
