Atriumgården på EUC Nord var fyldt med elever. Alle var mødt op for at høre foredraget med den 28-årige Julius Mygind, der er søn af skuespiller Peter Mygind.
Foredraget handlede om hans liv med en hård skolegang, dårligt selvværd og frustrationer over at føle sig utilstrækkelig og dum. Et liv, der resulterede i misbrug, selvskade og overvejelser om selvmord.
Den første joint
Julius kommer fra en helt almindelig familie med en far, som han spillede fodbold med, og en mor, som kyssede og krammede. Hvordan kunne det gå så galt, ville mange nok spørge.
Julius’ misbrug begyndte allerede i folkeskolen, hvor han havde det svært fagligt og ikke kunne finde ud af at spørge om hjælp. Han følte sig uden for fællesskabet og opsøgte derfor andre ”kammerater” – og det var sammen med dem, han en fredag aften kl. 22 på den lokale kirkegård tændte sin første joint.
Flugten fra hverdagen
En joint blev til flere, og fra at det var noget han gjorde engang imellem, var det pludselig hver weekend. Alle de negative tanker og frustrationer blev ”slugt” som en enorm klump i halsen. Hans venner forsvandt fra en side, for allerede i 9. klasse havde han ændret sig så markant, at hans venner ikke længere følte, at de kunne hjælpe ham. Han var blevet Julius-ligeglad. Det vigtigste var hans drugs, som nu ikke blot var en pind tobak, men MDMA, LSD og svampe.
Pludselig vidste mine forældre ALT
Forandringen begyndte, da en tidligere veninde ringede til Julius’ forældre og fortalte dem alt om hans misbrug, og hvor dårligt han havde det. Kort tid efter var han desuden vidne til en kammerats hashpsykose – og her kom det tæt på.
I slutningen af 10. klasse startede Julius op med SSP-samtaler hos en ældre herre i strikketrøje, som altid havde en kop kaffe i hånden. Efter flere møder stillede han en dag Julius det store spørgsmål: Er du glad – og får du noget ud af dit liv?
For Julius blev dét den voldsomste oplevelse i hele hans liv. Her kom han for første gang i meget lang tid i kontakt med sine følelser. Julius-ligeglad var væk. Alt det, han tidligere havde ”slugt”, kom frem i lyset, og mod sin vilje knækkede han helt sammen.
Kæmpe opfordring
Julius har i dag lagt misbruget på hylden, men trangen forfølger ham stadig, og prisen for hans valg som ung har været dyre. Han har ingen hukommelse, han har indlæringsproblemer, og det stof i hjernen, som gør os glade – dopamin – findes ikke længere hos ham. Han bliver derfor nemt deprimeret og kæmper med social angst – og det skal han leve med resten af sit liv.
Julius’ historie blev leveret med stor indlevelse, og eleverne på EUC Nord var dybt koncentrerede og opslugte af den meget ærlige fortælling. En fortælling om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke finder modet i sig selv til at bede om hjælp.
Inden Julius takkede af, opfordrede han eleverne til ikke at være for hårde mod sig selv, men i stedet fokusere på det, de er gode til – og passe godt på hinanden.
Stærkt Julius!!! Vi har brug for unge som dig der deler. TAK