Tidligere håndbolddirektør politianmeldt

Den tidligere håndbolddirektør i Vendsyssel Håndbold, Jan Hansen, er blevet meldt til politiet for at have overført 800.000 kroner til 30 forskellige konti fra firmaet Podi uden firmaets viden. Jan Hansen var medejer af firmaet og fungerede som bogholder.

4328
Direktør Jan Hansen, mens han var direktør hos Vendsyssel Håndbold. Foto: Arkiv.

Timingen kunne ikke være dårligere. Blot fire dage før kvinderne fra Vendsyssel Håndbold skulle spille deres første kamp i landets bedste række, Bambusa Kvindeligaen, sagde klubbens frontfigur gennem ni år, direktør Jan Hansen, sit job op og forlod klubben.

Både fra den nu tidligere håndbolddirektør og bestyrelsen i Vendsyssel Håndbold lød det, at den pludselige exit var af hensyn til Jan Hansens helbred. TV2 Nord kan nu afsløre, at det ikke er sandheden.

Årsagen til afskeden med Vendsyssel Håndbold skyldes, at Jan Hansen er meldt til politiet for mandatsvig for gennem en periode fra januar 2018 og frem til sommeren 2020 at have overført over 800.000 kroner til flere end 30 forskellige konti fra Brønderslev-firmaet Podi, som håndbolddirektøren var medejer af og fungerede som bogholder for.

– Der er gået 300.000 kroner ind på hans egen konto. 105.000 kroner til Vendsyssel Håndbold og 29.000 kroner til Vendsyssel Håndbold Invest Aps. Resten er gået til 30 forskellige konti, siger medejer af Podi, Henrik Thomsen til TV2 Nord. Overførelserne fremgår af Podi’s bankkonti, som TV2 Nord har fået indsigt i.

Jan Hansen vil ikke kommentere sagen overfor TV2 Nord.

Sagde op for helbredets skyld

Brønderslev-firmaet har meldt Jan Hansen til politiet, og hos Nordjyllands Politi bekræfter man, at afdelingen for økonomisk kriminalitet efterforsker sagen.

Sagen har ikke bare rystet Podi, men også Vendsyssel Håndbold. Her førte sagen i første omgang til, at bestyrelsen i Vendsyssel Håndbold lørdag den 15. august sendte en pressemeddelelse ud, hvor man skrev, at Jan Hansen var sygemeldt fra sit job i Vendsyssel Håndbold.

En uge senere kom en ny melding fra klubben. Direktøren havde opsagt sit job af helbredsmæssige årsager, og fra hovedpersonen selv lød det:

– Jeg har valgt at opsige mit job i Vendsyssel Håndbold, da jeg har brug for at slippe tøjlerne for mit helbreds skyld. Den sidste uge med sygemelding har budt på søvnlæse nætter og mange spekulationer om de opgaver, jeg føler, jeg burde have løst. Så̊ sygemeldingen gør mig ikke mere rask, og derfor har jeg brug for at frigøre mig 100 procent, så̊ jeg kan have fokus på min familie og mig selv.

Ansat som bogholder

I Brønderslev er Jan Hansen ikke længere medejer af firmaet. Den 2. juli – to uger efter, at sagen blev opdaget – blev Jan Hansens ejerandel på 20 procent overdraget til Henrik Thomsen og Kent Bjerg Budolfsen, som nu kører firmaet videre.

Selv om økonomien i firmaet – som blandt andet laver hjemmesider – er fin, og regnskabet for 2019 viser et overskud på 400.000 kroner, så gør sagen ondt. Det handler ikke bare om penge, men også om bristede venskaber.

– Jan og jeg har boet ved siden af hinanden i 20 år på den samme vej, og vi kom i den samme idrætsforening i Øster Brønderslev. Jeg har ondt i maven. Det er en af de svære. Det er jo en gammel ven, siger medejer af Podi, Henrik Thomsen.

Henrik Thomsen (på billedet) og Jan Hansen var begge ejere af Podi og venner gennem 20 år. Foto: Per Frank Paulsen.

Da Henrik Thomsen og Jan Hansen i 2014 lavede deres første firma sammen – DIT ApS – var det en gammel drøm, som gik i opfyldelse.

– Det første firma fik vi ikke rigtig gang i, så vi lavede et nyt firma 1. januar 2018, og siden er det gået godt, og vi har i dag en sund butik, siger Henrik Thomsen.

DIT Aps er i dag erklæret konkurs. Henrik Thomsen fortæller, at han betalte selskabets gæld på 131.000 kroner.

Selv om det første selskab ikke overlevede, var det naturligt, at de ville prøve igen, og sammen med Kent Bjerg Budolfsen startede de Podi den 1. januar 2018. Rollerne i selskabet var klare fra starten.

– Kent er ham, som står for programmeringen, jeg tager mig af salg, og Jan blev ansat i en funktion som bogholder, forklarer Henrik Thomsen.

Noget galt med overførslerne

Sideløbende med bogholderjobbet i Podi var Jan Hansen også en travl direktør for Vendsyssel Håndbold F.M.B.A og Vendsyssel Håndbold Invest ApS.

Det nye selskab er ikke mange dage gammelt, før bogholderen laver den første overførsel.

– Det har stået på siden dag ét. Første gang, han tager af kassen, er 3. januar 2018, forklarer Henrik Thomsen og viser den lange liste af overførsler, som han og medejer Kent Bjerg Budolfsen mener, at Jan Hansen har foretaget til sig selv og andre.

Der skal dog gå to et halvt år, inden de to aner uråd.

– Det er, fordi vi stoler på hinanden, og vores butik buldrer derudaf. Man kan sige, at vi har været dumme, men vi har stolet på hinanden, siger Henrik Thomsen.

Først på et møde den 18. juni i år, hvor Jan Hansen ikke deltager, opdager Henrik Thomsen og Kent Bjerg Budolfsen, at der forsvinder pengene ud af virksomheden. De begynder at granske i overførslerne i firmaet, og der tegner sig hurtigt et billede af, at noget er galt.

Jan Hansen var medejer af Podi, der er en virksomhed, som laver udvikling af hjemmesider og grafisk design. Foto: Per Frank Paulsen.

Uregelmæssigheder for 380.000 kroner i 2019

Henrik Thomsen og Kent Bjerg Budolfsen kontakter Jan Hansen, og ifølge Henrik Thomsen erkender han, at han har taget mellem 50.000 og 70.000 kroner fra firmaets konto.

Det beløb viser sig at være langt større. De mener, at bogholderen i 2018 laver overførsler til forskellige konti på i alt 337.000 kroner. I 2019 finder de uregelmæssigheder for 380.000 kroner og for 2020 er beløbet 47.000 kroner.

– Det er helt sygt, men derfor kan man godt have ondt af manden, for det har jeg sgu, siger Henrik Thomsen.

14 dage efter, at de har opdaget overførslerne til de mange konti, udtræder Jan Hansen af ejerkredsen i firmaet.

– Vi kan ikke se, hvem som ejer de enkelte konti. Vi kan bare se, at der mangler bilag og penge til noget, som vi ikke kender til, siger Henrik Thomsen.

Vil ikke kommentere

Siden sagen blev afsløret, har Jan Hansen ifølge Henrik Thomsen betalt 300.000 kroner tilbage til virksomheden, og Vendsyssel Håndbold lavede den 3. august, mens Jan Hansen stadig var direktør i håndboldklubben, en overførsel til Podi på 74.500 kroner.

Nordjyllands Politi har endnu ikke rejst sigtelse i sagen.

Jan Hansen vil ikke kommentere sagen. Han skriver i en SMS til TV2 Nord, at det eneste han kan kommentere er, at han ikke er forelagt noget, og at han derudover ikke har kommentarer til forretningsmæssige anliggender.

JAN HANSEN
  • 51 år
  • Bor i Øster Brønderslev
  • Ejer og direktør i Aalborg DH 2006-2011
  • Direktør i Vendsyssel Håndbold 2011-2020
  • Opsagde 24. august jobbet som direktør i Vendsyssel Håndbold efter at have været sygemeldt i en kortere periode.
  • Har blandt andet siddet i bestyrelsen for DIT ApS, indtil det blev meldt under konkurs i 2017.
  • Har været i Forsvaret samt i idrætsforeningen i Øster Brønderslev

Kilde: TV2 Nord.

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Bent Jensen
4 år siden

 

Bent Jensen
4 år siden

Sikke en nar……..