Af Thomas Reinholdt Rasmussen
Provst i Hjørring Søndre Provsti
Det er 3. søndag efter påske. Dagens evangelium er fra Johannesevangeliet kap. 14,1-11. Filip spørger her Jesus om han vil vise dem faderen, og Jesus svarer, at den, der har set ham, har set faderen. Jesus fremstiller altså faderen i det han gør og siger. På korset fortælles der hvem Gud er.
Det følgende er en refleksion over dette:
En bekendt af mig fortalte fornyelig, at hun her i coronakrisen havde mistet sit etiske kompas. Det skyldtes at vi er forpligtede på næstekærlighed, men at forholdene gør, at vi skal holde afstand. Hvordan skal vi kunne afveje hensynet til den enkelte, der har brug for kontakt, og fællesskabet, der er bedst tjent med afstand?
Det var ikke muligt for hende at forene disse to forhold, og derfor var det etiske kompas gået i stykket.
Etikken var gået til grunde på virkeligheden. Søren Kierkegaard beskriver dette i ”Begrebet Angest”, hvor han taler om, at etikken strander på synden ved angerens hjælp. Det er store ord, og de betyder, at det etiske kompas, vi alle bærer rundt på, på et eller andet tidspunkt må gå til grunde, når det støder på virkeligheden, som den kristne tro kalder synden.
Det etiske kompas går i stykker i syndens verden. Luther ville sige, at etikken slås i stykker af loven. Alle vores gode hensigter og alle vores gode intentioner går itu, når vi møder lovens krav. De højstemte fordringer falder fra hinanden i virkelighedens prøve. For vi kan ikke opfylde dem. Det er det den kristne tro maler så tydeligt, når den forkynder, at Kristus hænger på et kors. Når Kristus hænger på korset, så er der ingen vej frem ved hjælp af etikken. For så kunne Kristus jo have sagt det. Så kunne han have peget på den vej. Nu pegede han i stedet på sig selv, og derved på det kors, hvorpå han hænger. Han siger, at han er vejen. Det betyder at vejen også for os går gennem korset, gennem nedbruddet, gennem smerten, gennem sammenbrud.
Luther kan tale om, at vi bliver til intet foran loven. Alt går til grunde i lovens dom. Også vores etiske kompas. Det er måske netop det vi erfarer i disse uger: at den næstekærlighed, der stiller sig i hensynet til den enkelte, må vige for det store abstrakte fællesskabs skyld. Det er der ingen etik i. Det er der kun beregning i. Det kan svare sig. Det er en retorisk perle, som statsministerens taleskriver fik formuleret: vi skal stå samme ved at holde afstand.
Det er skarpt. Men kærlighed er jo netop til for at bryde afstand. Gud er ikke en Gud i karantæne. Gud bryder i kristendommen karantænen og bliver som en af os. Derfor bliver kærligheden let abstrakt i sådan en retorisk perle, for næsten fortoner sig på afstand, og kærligheden bliver en kærlighed til mængden. Det abstrakte flertal. Det er flertallet, der fortoner mennesker, og det ødelægger det etiske og moralske kompas.
Og når vi så bevæger os ud i det fællesskab, så kan vi pådrage os skyld. Vi kan risikere at smitte hinanden. Hvordan håndtere den skyld? Vi skal nok til at forstå, at skyld er større end os. Skylden er ikke noget vi er herre over. Hverken skylden eller døden er vi herre over. Når statsministeren siger, at ethvert dødsfald er en tragedie, så har vi mistet blikket for, hvad døden er. Døden er ikke noget vi kan forhindre. Døden er her. Og hvis ethvert dødsfald er en tragedie, så er livet en tragedie, for udfaldet er ganske vist. Og således også med skylden. Når man lever sit liv, får man skyld. Vi kan ikke forhindre det. Vi kan ikke undgå det. Skylden er større end os, og den kan vi ikke styre udenom. Enhver erfaring siger os, at skylden er noget vi møder og får. Således må vi også i denne situation pådrage os skyld. Det slipper vi ikke for
Her står vi så med ødelagt etisk kompas og pådraget skyld. Værdierne går til grunde. Det er det vi kalder et kors. Vi kan godt tro på alt muligt, men det er kun illusion. Selv troen på gode hensigter smuldrer mellem vore hænder. Vi bliver til intet. Og vores hjerter må ikke forfærdes. Og i det intet er der kun Kristus tilbage. Kun Kristus. Det peger alt på ham, for alt andet er væk i skyldens kors og i det ødelagte etiske kompas.
Problemet er vel ofte, at vi tror for meget. Vi tror på mennesket, på fremtiden, på hinanden. Men virkeligheden er altings prøve. Vi skal ikke tro så meget. Vi skal tro mindre, så at Kristus kommer til syne og kærligheden til sin ret. Kommer til syne som eneste frelser, når det etiske kompas ligger knust ved vore fødder og skylden tynger os til jorden.
Her møder vi livets lov, der altid peger på døden, og i det nu møder du din frelser.
