Af Thomas Klimek
Formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget
Medlem af Hjørring Byråd
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Det sidste halvandet år har en mangfoldig række af aktører i Hjørring Kommune og Skotland arbejdet intensivt for at udvikle en ny strategi for, hvordan vi alle sammen kan rykke tættere sammen om at vise vores børn, teenagere og unge voksne de muligheder, der byder sig i vores kommune.
Gennem udviklingssamarbejdet med de unge selv, organisationer, grundskolerne, forældrerådene, ungdomsuddannelserne, særlige tilbud, arbejdsmarkedets parter, det lokale erhvervsliv og mange flere har vi som politiske tovholdere på Ungestrategien mødt udtalt begejstring for, at en kommune sætter en ramme og vision for, at alle unge i Hjørring Kommune skal finde deres positive destination.
Hundredvis af aktører har sammen udformet strategien, der politisk blev vedtaget den 29. maj af Hjørring Byråd, og dermed også afstedkommer nye opgaver for de kommunalt ansatte.
Og ja, det var blandt andet i erfaringsudvekslinger med vores nu internationale, strategiske partner i Skotland det stod klart, at de for længst afprøvede teorier om, at alle unge skal uddannes, er en kende naivt og ikke svarer til virkeligheden.
For hvad er virkeligheden? Virkeligheden er, at ikke alle unge kan tage en uddannelse. Det er jo ikke noget nyt. Sådan har det været siden Ruder Konge var knægt, men politikere har jo ikke sjældent alligevel talt teoretiske utopier op og den praktiske virkelighed ned.
Dette uddannelsesregime om, at du skal tage en uddannelse ved en bestemt alder har kostet tusindvis af danske unge dårlige oplevelser gennem generationer. Gennem årene er det blevet voldsomt forstærket. Samtidig synes der en mindre erkendelse af, at en del faktisk ikke kan gennemføre en uddannelse eller måske blot endnu ikke har tilstrækkelig viden og indsigt om uddannelser, og hvilke (job)muligheder, de retter sig mod?
Provokerer det dig alligevel at læse, at vi nu i Hjørring Kommune ikke har en ambition om at uddanne alle vores børn og unge? Du læste rigtigt.
I Hjørring Kommune skal så mange unge som muligt naturligvis stadig have en ungdoms- og videregående uddannelse, hvis det er realistisk ud fra deres evner og ikke mindst aktuelle sted og modenhed i livet. Men det er jo ikke den realistiske virkelighed for alle, så hvorfor ikke officielt og politisk trutte ren røv og sige det. Det gør vi nu ved at arbejde med positive destinationer for den enkelte unge, hvilke som allerede afsløret, altså også kan være rigtige for den enkelte unge, selvom det i første omgang ikke udløser et fint diplom, hue, svendebrev eller anden eksamen indenfor en tidsafgrænset periode. Det vigtigste er, at den unge tilbydes steder og virkeligheder at afprøve sine evner og interesser, altså positive destinationer, men og det fordrer et forpligtende og stort, tværgående fællesskab som Ungestrategien.
Nå, men tilbage til de sidste halvandet års erfaring, hvor vi mestendels har mødt begejstring og fantastiske idéer og inspirationer, der nu er politisk vedtaget. Særligt hovedpersonerne, de unge selv, har været meget begejstrede og hilser Ungestrategien velkommen. Men naturligvis har forløbet også afdækket skepsis, betænkeligheder og måske lidt misforståelser?
For stiller Hjørring Kommune sig nu også op i rækken af de, der ukritisk vil pace de vist nok allerede stressede unge? Er det praktisk muligt (læs: økonomisk) at udføre initiativerne? Er byrådet blot endnu en ukritisk leverandør til arbejdslivets fornyelse af hamsterhjulet?
Overhovedet ikke! Har man læst strategiens tekst og visionspapir skinner det klart igennem, hvad den bærende tanke er.
Ungestrategien er nemlig, trods sit lidt managementagtige navn, det største, fælles dannelsesprojekt i Hjørring Kommunes historie, intet mindre.
Alle unge mennesker indgår selvsagt i en dannelsesproces, som mennesket til alle tider før dem. Dannelse er, modsat formel uddannelse, heldigvis umuligt at konservere eller placere i kasser, og måske kommer vi det ikke nærmere end Ellen Keys ord om, at dannelse er det, der er tilbage, når man har glemt, hvad man har lært.
Dannelse bliver i den offentlige debat ofte afgrænset til kunst, litteratur, kanoniserede lister, rejser og verdensmandskunst, og det er også værdifuld dannelse, men dannelse er frem for alt at opdage og erkende, og det kan man som ungt menneske – og ældre! – starte med i sine nære omgivelser.
Et simpelt spørgsmål er stillet i generationer til børn og unge; hvad vil du være, når du bliver stor?
Ja, goddav mand økseskaft! Hvordan skal en 10- årig, 13-årig eller 18-årig kunne svare på det, hvis ikke det får mulighed for at afprøve sine drømme i praksis? At få indsigt og adgang til nye miljøer og steder, er erkendelse der bliver til viden og danner nye indsigter i et ungt menneske. Det vil vores unge faktisk gerne, fortalte de os i arbejdet med Ungestrategien, og også gerne før overbygningsårene i grundskolen.
Vi har gennem de sidste årtier, nærmest systematisk, talt mere med børn og unge om det, der er mulighed for efter grundskolen i stedet for i større udstrækning lade de unge tale med det og de, der venter efter grundskolen. Et simpelt eksempel er, at en så værdifuld erfaring som erhvervspraktik i de store klasser ikke længere er obligatorisk i Danmark.
Det giver ingen mening, at et dannelsesaspekt som erhvervspraktik er reduceret, og det laver vi nu om på. Skolen kan uendelig meget, men endnu mere i dynamisk samspil med den verden, der omkranser skolen. Dannelse er som skrevet også (flere) møder med de mennesker, der har forladt skolen og dannet deres egen, meget ofte ikke snorlige vej, til uddannelse eller job derude i det store komplicerede liv. De skal i endnu højere grad ind på skolerne og give vores børn og unge et indblik i deres erfaringer, hvad der har dannet dem – og at der er mange veje i livet.
Blandt andet derfor -men også meget andet – er Ungestrategien et kæmpe dannelsesprojekt, der ved at åbne (lokale) døre hos organisationer, ungdomsuddannelser, virksomheder, personer og mange flere kan og vil hjælpe vores unge i deres til enhver tid individuelle dannelsesproces og dermed gøre dem til selvdrevne, aktive og virksomme borgere i eget liv.
