Af Thomas Klimek
Formand for Arbejdsmarkeds-
og Uddannelsesudvalget
Hjørring Kommune
Socialdemokratiet
For snart længe siden, i 1986, introducerede den tyske sociolog Ulrich Beck begrebet risikosamfundet.
Beck påpegede, at i det moderne, globaliserede samfund, er der nu tale om farer og risici, der ikke gør forskel på rig eller fattig. Alle kan udsættes for usynlige farer som forurening, terrorisme, atomare ulykker, krig, farlig stråling eller som nu; en truende pandemi i form af COVID-19, i daglig tale Corona-virus.
Beck kaldte dette for en ”civilisatorisk vulkan”, der omfatter hele menneskeheden, er grænseoverskridende og dermed reducerer nationalstater til subsystemer for en større (u)orden. Der er altså konstante risici, og det ved vi egentligt godt alle sammen, men vi lever heldigvis på trods, og mens vi har det der forunderlige, dejlige, forvirrende liv.
Den aktuelle corona-krise blotter dog forhold, som vi virkelig skal være opmærksomme på.
For skulle nogen være det mindste i tvivl om, hvor vigtigt det er, at vi værner om vores demokratiske traditioner og ikke ender i populismens truende muddergrøft, så iagttag de forskellige statslederes instinkt og politiske natur i krisetider som nu.
Når vinter er nær og hestene bides, er det forår for populisterne, der alle dage har fundet næring i krisetider, hvor kaos og ulykke hersker. Da optages populister og demagoger ikke af handling for almenvældet, men hævder egne interesser og magt ved at udpege ”skyldige.”
Således også i disse dage.
Brasiliens præsident Bolsonaro leder efter politiske motiver bag corona-krisen.
Trump har travlt med at udpege de skyldige (Europa), der ikke har været effektive nok. Dermed har Trump også årsagsforklaringen på plads til senere brug, når corona-virusset for alvor rammer det nordamerikanske kontinent.
Handling til fordel for syge og samfundets sammenhængskraft, er sekundært til det primære for disse fuldblods populister; nemlig manifestation af egen magt og udpegning af “de skyldige”.
De fleste vil finde det absurd at lede efter skyldige, når det handler om biologi og vira, men ikke Trump, Bolsonaro og andre, der ikke ser en ulykke for millioner af mennesker, men derimod et nyt muligt redskab til at styrke sig selv og nye dagsordener.
På vores breddegrader viste Mette Frederiksen en helt anden politisk kultur, da hun trådte frem på aftenens pressemøde.
Statsministeren viste eksemplarisk, hvordan statsledere handler i krisetider.
Og ja, undertegnede er folkevalgt for samme parti som statsministeren, men det var ikke en partifarve, der var i centrum for aftenens tale. Det var en statsleder, der talte og satte en retning for fælles, politisk handling med store konsekvenser for civilsamfundet.
Det var en omfavnelse og appel til ALLE borgere uagtet politisk overbevisning. Det var en opvisning i den allervigtigste politiske disciplin, når trange tider melder sig, nemlig samling og fælles ansvar.
Modsat Bolsonaro og Trump pegede Danmarks statsminister ingen ud, men opfordrede til handling på tværs af alle skel.
Samtidig blottede statsministeren sig og gjorde sig sårbar ved åbent at erkende, at vi er i nyt, ukendt terræn, og at hun og vi også kommer til at fejle, når vi skal gennem krisen – men betonede hele tiden, at vi ALLE skal arbejde sammen.
Jeg er, som folkevalgt socialdemokrat, overbevist om, at hvis den danske statsminister havde heddet noget andet, og fx var en som jeg ikke deler politisk overbevisning med, ville vi også have set en kurs, der ligger i tråd med den ånd om fælles ansvar, som statsministeren lagde frem i aftes.
Den formodning giver tryghed og optimisme i en ellers usikker tid.
Måske er det faktisk kernen af det der “danskhed”, som der er talt så meget om de seneste årtier?
Risikosamfundet er vores fælles vilkår og mange af farerne kan vi ikke vælge fra, men højest forsøge at afbøde som den aktuelle pandemi.
Vi vælger derimod helt selv hvilken demokratisk kultur, vi er fælles om, og det uanset om vi er liberale, socialister, konservative eller andet.
Det ser ud til, at statsministerens tale og handling får bred opbakning i befolkningen og de andre politiske partier.
Det er smukt, hvis den voksne generation kan løfte den fælles demokratiske fane i en krisetid.
Det kan demokratisk danne børn og unge til at stå sammen, når også de udfordres af risikosamfundet.
