Thomas Klimek (S): Mundbind og håndsprit er næstekærlighed anno 2020

Af Thomas Klimek

Medlem af Hjørring Byråd
Socialdemokratiet

Ja, grin bare af overskriften, men den er alvorlig ment. For sensommerens store spørgsmål og diskussion er:

Skal vi, altså Danmark, indføre krav om mundbind i offentlig transport og butikker?

Svaret er ret enkelt: Ja, det skal vi.

Jamen, det er en overreaktion, og COVID-19-smittetrykket er lavt, lyder protesterne. Det sidste er korrekt, men klog handlen sker i forebyggelse og ikke reparation.

Men jeg tror det. Kravet om mundbind visse steder kommer, inden bladene falder af træerne og efterårets influenza – og anden bølge af COVID19 – for alvor ruller sig ud.
Protesterne vil lyde om formynderi og den stygge stat, der krænker det frie individ, men det er noget misforstået vrøvl eller også er det et godt eksempel på den prisme som vores tidsånd lyser alting igennem, nemlig MIG!

For mundbind og sprit handler lige nøjagtig ikke om MIG. Det handler om vores næste, altså det der næstekærlighed og kristne idealer, som mange ellers nok bekender sig til her til lands.

Undertegnede skribent har netop rejst i Tyskland i nogle dage, hvor mundbind er obligatorisk i offentlig transport, special- og fødevarebutikker, grillbarer osv.
Der står næsten alle steder håndsprit fremme, og man kan ikke undgå at se mærkatet på døren med krav om mundbind. I mange butikker irettesættes kunder, hvis ikke afstandskravet på 1,5 meter overholdes. I et land med 80 millioner potentielle smittespredere tages COVID-19, ja, undskyld udtrykket, dødsensalvorligt. Tyskerne iagttager med ængstelse den katastrofale udvikling i andre folkerige nationer som Brasilien og USA, hvor egocentrerede og inkompetente, populistiske ledere ikke har ledet håndfast i en eskalerende krise, og nu synes det for sent.

Mange borgere, unge som ældre, i dette land bærer på en både synlig eller usynlig lidelse, der gør, at det kan være livsfarligt for disse personer at blive smittet med COVID-19.

Så hele pointen er – ligesom med den fysiske nedlukning i marts 2020 – at det ikke handler om MIG, men om din næste. Det handler om civilsamfundets ar for sin næste.

Efter fem dages erfaringer med mundbindskrav i offentlig transport, butikker og andet i Tyskland, må jeg konstatere, at det er et meget lille ”offer” at bringe i dagligdagen. Det bliver meget hurtigt en vane at påføre sig mundbindet den håndfuld minutter en togtur eller et indkøb varer. En så lille indsats af MIG tåler i øvrigt ingen sammenligning med, hvad vores bedsteforældre måtte ofre under deres generations krise, nemlig Besættelsen af Danmark.

For hvis obligatorisk mundbind i bestemte situationer kan understøtte, at vi ikke bare i Danmark, men i de 130 lande, der allerede har indført obligatorisk krav om mundbind, kan fastholde et kontrollabelt smittetryk, der gør det muligt for kronisk syge at bevæge sig rundt og fungere i samfundet og samtidig gøre, at det øvrige samfund med økonomi og så videre kan fastholdes så åbnet som forsvarligt, så er det helt åbenlyst en nem og ligetil måde at udvise samfundssind og gøre sin borgerpligt, mens vi lever under COVID-19-bølgerne.

Ovenstående budskab er naturligvis nok en torn i øjet på tidens individualistiske værdier og de-læs-skal-sgu-ikke-bestemme-over-mig (underforstået: staten), men mon ikke MIG overlever det, hvis din næste, økonomien og meget andet samlet set overlever COVID-19´s åbenbare udfordringer.

Det er jo helt åbenbart, at der er rigtig meget, som lægevidenskaben endnu ikke ved om COVID-19, hvilket jo er logisk og forståeligt med så ny og uforudsigelig størrelse.

Så kom bare med lovkravet, Folketing.

Indfør krav om obligatorisk mundbind i offentlig transport, butikker og måske endda også (flere) steder i offentlige institutioner. Og gør det nu i god tid, inden mange af os alligevel starter på den obligatoriske efterårssnue, hosten og andet sæsonbestemt, som med al sandsynlighed vil understøtte et stigende smittetryk, der i sidste ende kan medføre mere social isolation for udsatte grupper og økonomisk nedlukning.