Af Thomas Klimek
Socialdemokratiet
Formand, Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget
Hjørring Kommune
Med rette hylder vi i dag startskuddet til det danske demokrati, hvor de første spæde skridt blev taget af den Grundlovsgivende Rigsforsamling 5. juni 1849.
Det var som bekendt langtfra et folkestyre, der så dagens lys 5. juni 1849, men snarere et lettere udvidet elitestyre, hvor velstillede mænd over 30 år fik stemmeret. 86% af befolkningen, herunder kvinder, folkehold, fattigrøve, tyveknægte m. fl. havde ingen demokratiske rettigheder.
De demokratiske landvindinger tog rigtig mange år og generationer, og demokratiet levede et skrøbeligt og udsat liv i de første mange år frem til det 20. århundrede. Afgørende og demokratiske skelsår var systemskiftet i 1901, der var det nødvendige opgør med det nationalkonservative diktatur fra 1870´erne og til konseilspræsident Estrups afgang i 1890´erne, grundlovsændringen i 1915 og afskaffelsen af Landstinget ved seneste større grundlovsændring i 1953. Først et godt stykke ind i det 20. århundrede tog det nuværende demokrati endelig sin nuværende form.
Men Grundlovens seneste politiske revision af 5. juni 1953 fremstår adskillige steder forældet. De vælgere, der stemte om denne, skulle på afstemningsdagen, 28. maj 1953, være 25 år for at have stemmeret. Det vil sige, at de mennesker som har bestemt og stemt om sidste revision af vores alle fælles køreplan for det danske, og europæiske, demokrati, er født senest i 1928 eller før.
Med al respekt for disse generationer, så var det en helt anden tid. Et helt andet Danmark. Et samfund, som på mange stræk, er svært sammenligneligt med Danmark, Europa og verden anno 2018. Det betyder, at de sidste to-tre generationer ikke har ændret eller påvirket den forfatning, der indeholder de vigtigste rettigheder, pligter og formuleringer for det at være samfundsborger i Danmark. Det er tankevækkende, når verden samtidig har gennemgået fundamentale forandringer.
Grundloven kalder på revision. Lad os tage nogle oplagte steder at starte nogle grundlæggende diskussioner;
Hvorfor har Danmark fx ikke en forfatningsdomstol, der holder øje med om magthaverne overholder Grundloven? I Danmark belaver vi os på, at denne kontrol, og eventuelle sanktioner, håndhæves af de almindelige domstole såsom lands- og højesteret. Andre lande tager demokratiets daglige drift langt mere alvorligt. Fx har Tyskland, belært af historiens katastrofer, en forfatningsdomstol, der holder skarpt øje med om politikerne overholder forfatningen. Samtidig ajourføres forfatningen løbende i kraft af politiske ændringer. En forfatningsdomstol burde være obligatorisk vagthund i et moderne? demokrati.
Og hvad med historiske beslutninger såsom fx en angrebskrig i Irak, besluttet med snævert flertal i Folketinget, bestående af Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative? Måske burde Grundloven kræve, at et folketingsflertal på mindst 2/3 eller mere, når nationen kastes ud i en så ultimativ og vidtrækkende beslutning som krig?
Den tiltrængte hovedrengøring af Grundloven omfatter ikke mindst monarkiet. Fint, hvis man er royalist, men faktum er, at det politisk helt ligegyldige kongehus fylder og dominerer, ikke mindst sprogligt, i Grundloven. Det giver fx ingen mening, at Danmarks udenrigspolitik, som i et og alt varetages af det politiske niveau, i Grundloven indledes med følgende oldnordiske formulering;
”Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender”.
Nej, kongen (Dronningen) handler naturligvis slet ikke, overhovedet ikke. Hun har ingen politisk holdning og skal netop ikke have det, da magten jo er givet til folket at styre. Det var ligesom hele pointen med at afskaffe enevældens diktatur i Danmark.
”De higer og søger, i gamle bøger ..”, som Adam Oehlenschläger skrev ja, i attenhundredeoghvidkål (1802). Og ikke mindst sådan er det for mange i nutiden. Det er ikke alene vanskeligt for mange at tyde og tolke i den gamle, men så vigtige forfatning, men det er tillige svært at få øje på flere af vor samtids udfordringer og værdier i Grundloven. Altså det som optager demokrater i dag. Hvad med store globale emner som naturbeskyttelse, klima, ligestilling, digitale rettigheder osv? Hvordan tages der højde for sådanne emner og udfordringer i Grundloven? Svaret er enkelt; det gøres der naturligvis ikke i en tekst, der domineres af formuleringer og samfundssyn fra en fjern fortid.
Det kan ikke undre, at nutidige generationer nærmest skal have tolkebistand for at forstå den forfatning og Grundlov, de forventes at leve op til og ikke mindst respektere. Sproget er håbløst, og halvdelen af Grundlovens formuleringer er da også levn af den oprindelige tekst af 1849.
I dag, den 5. juni 2018, må man opfordre de mange grundlovstalere landet over til at kalde på mere end tiltrængte revisioner og ændringer af den Grundlov, som vi alle er enige om, er en institution og søjle for vores grundlæggende rettigheder og pligter som demokratiske samfundsborgere, men vi er nødt til at diskutere og skrive Grundloven ind i vor nutid, det 21. århundrede, hvis vi agter at tage demokratiets nutid og fremtid ligeså alvorligt som dagens hyldest til fortiden.
