Byrådskandidat
Socialdemokratiet
Hirtshals/Hjørring
Jeg kan huske i 2003, da jeg tog lidt af et spring fra salg i den private sektor i Schweiz til at blive lærerstuderende i Hjørring.
Da må jeg tilstå, at mit standardsvar til uro i skolen var; “det handler bare om at læreren sætter sig i respekt, færdig!” Hvis jeg tænker godt efter, så erindrer jeg måske også de lidt trætte blikke fra erfarne lærere eller pædagoger, der fulgte mit selvsikre og hjemmebagte udsagn.
Men 14 år senere oplever jeg selv ofte ikke-fagfolk med samme holdning, som var min i sin tid. Jeg hører det blandt venner, familie eller sågar folkevalgte politikere. Jeg ved nu, med ti års erfaring i bagagen, at den holdning langtfra altid holder i virkeligheden.
Og lad mig med det samme understrege, at jeg ikke har forladt mit disciplinære standpunkt om, at det ubetinget er læreren, pædagogen eller underviseren, der sætter rammerne og retningen i en klasse eller andre læringssituationer, men selv den største disciplinrytter møder nu om dage ofte muren flere gange ugentligt.
For når et barn indtil seksårsalderen og skoletid får lov at vokse op i et miljø uden faste rammer, respektfuld opdragelse, ukritisk tilbedelse eller måske sågar manglende hjælp til psykiske lidelser, så er der godt nok udfordringer ad libitum. Udfordringer for det lille menneske med at passe ind i det, det kræver at være sammen med hundredvis af andre mennesker 6-8 timer dagligt og samtidig skulle koncentrere sig, lytte og bede om at ”være på” efter tur.
Det er jo næsten en uoverkommelig opgave, hvis det bette menneske er udfordret, hvad enten det så bunder i noget psykisk, socialt eller læringsmæssigt eller man blot har været verdens naturlige centrum fra det sekund man trådte ind i verden og blev blitzet op på Facebook af sin fader som verdens ottende vidunder – og ikke siden har mistet denne status.
Dette lille menneske bliver uskyldigt en udfordring for institutionen eller skolen. Uskyldigt fordi INGEN børn, og da slet ikke små, har en ambition eller ønske om at være træls, men det er måske det bedste, man magter i en flok af mange – og så bliver man da set! For læreren, pædagogen eller skolelederen kan bruge nok så meget tid på Class Room Management, nye læreruddannelser, inklusionsstrategier, målstyret undervisning fra komma til komma, kontant tale eller ugelange bortvisninger. Det har som oftest yderst begrænset effekt i et svigtet eller normløst sind.
Hvis vi virkelig vil noget, så må vi forebygge fra den kommende elev ligger i sin mors mave. Allerede her kan vi ofte spotte tendenser. Indsatsen skal fortsætte i vuggestue, dagpleje og børnehave og skole.
Det forudsætter bl.a., at vi i de kommende år forsøger at finde flere midler til flere uddannede pædagoger, styrket sundhedspleje, en bedre normering pr. barn. Vores normeringer kan afgjort blive bedre i Hjørring Kommune, og det netop vedtagne budget tog et skridt ad den rigtige vej. Faguddannede voksne omkring børnenes allerførste år, er afgørende for senere skole, uddannelse og job. Derudover kan familietræning være yderst relevant. I skolen er realistisk inklusion og forbedret forberedelsestid for lærerne nødvendige redskaber, hvis det skal lykkes. Det bliver selvsagt ikke let at prioritere alt på denne forebyggende ønskeseddel, men det er bydende nødvendigt, at det kommende byråd forsøger.
Sidst, men ikke mindst, så skal vi forældre jo forberede vores børn på, at Prinsesse Guldklump skal kunne være respektfuldt sammen med andre børn og voksne. Det burde vel være en selvfølge …
Vi må se det vellykkede skoleliv som et sammenhængende forløb fra foster til svendebrev eller studenterhue. Forebyggelse frem for reparation. Så meget har jeg erkendt efter 14 år og et grundigt virkelighedstjek i praksis.
