Thomas Klimek: Jeg er betænkelig over nutidens opgør med fortidens gru

Vi skal løse nutidens uretfærdigheder, men ikke med overreaktioner rettet mod fortiden.

Hvis vi fjerner fortidens spor, fjerner vi netop aftrykkene fra en tid og et menneskesyn, som vi ikke ønsker at falde tilbage til.

Kald det kollektiv erindring eller andet. Men de fysiske eller kulturelle spor i børnebøger, film og andet, er vel netop den bedste reminder om, hvad vi ikke skal gentage? Når vi møder dem, får vi belejligt motiv til at FORKLARE, at det var/er forkasteligt, men udtryk for et menneskesyn, vi har forladt. I hvertfald hos oplyste mennesker, og dem er der heldigvis flest af.

Fortidens uhyrer og dæmoner skal ikke FORSTÅS, men FORKLARES ud fra deres samtid.

Det er ikke nutidig accept, men netop bevidsthed om, at fejl kan gentages, hvis vi bliver åndeligt dovne og ikke længere nysgerrige på dem, der ikke ligner ham i spejlet.

Fx står en af Danmarkshistoriens værste (kvinde)massemordere som statue mellem Christiansborg og Børsen. En i manges øjne folkelig konge, men sjældent har den menige dansker lidt som under hans lange regime.

Men skal statuen af Christian d. 4 rives ned i det 21. århundredes opgør med en farverig, men demagogisk tyran fra 1600-tallet?

Vi skal da kunne pege på hans bygninger – og ham – og fortælle vores børn, at han, Kongen af Danmark, satte spor, både i blod og bygninger – og at prisen var ubegribelig høj, ikke mindst for alle de stakkels, uskyldige kvinder, han brændte på bålet.

Ønsker vi enevælde og diktatur igen?

Aldrig, men det er en del af vor fortid og nationale erindring, som udgør nutidens bolværk mod demokratisk forfald.