I filmen »The House that Jack built« af Lars von Trier følger vi den højt intelligente Jack over en periode – og introduceres for de mord, som er definerende for Jacks udvikling som seriemorder, mens han postulerer, at hvert mord, han begår, er et kunstværk i sig selv.
Undervejs hører vi Jacks tankestrømme og beskrivelser af sin personlige tilstand gennem en samtale med den ukendte og mystiske Verge. En surrealistisk kombination af barnlig selvmedlidenhed og psykopatiske forklaringer, blandet med filosofiske betragtninger.
Ofrene er primært kvinder, men Jack skåner ingen, heller ikke børn og dyr, som er dem, vi i biografen har sværest ved at se blive gjort fortræd. Filmens frygteligste og stærkeste drabsscene involverer en enlig mor og hendes to børn. Det gør ondt at se, men samtidig indeholder scenariet en grotesk humor, der trækker i modsatrettede følelser og gør filmen til en foruroligende oplevelse.
For Jack, der overbevisende gestaltes af Matt Dillon, er mordene en slags kunstværker. Han fotograferer sine ofre og sender billederne til en avis, hvor han underskriver sig: Mr. Sophistication. Det minder om navnebroren Jack the Ripper – historiens mest ”berømte” autentiske seriemorder, der i slutningen af 1800-tallet dræbte en række kvinder, fjernede organer og angiveligt sendte gådefulde breve om sine ugerninger til medierne.
Triers Jack er indbegrebet af en psykopat – intelligent, forførende, egoistisk, narcissistisk og totalt uden empati – og Trier lukker os ind i Jacks sygelige sind.
I The House That Jack Built viser instruktøren også klip fra sine tidligere film i en montage, hvor vi blandt andet ser verdens udslettelse i Melancholia og undergangsvisionerne i Forbrydelsens element og Europa.
Triers nye film er hans mest brutale og sadistiske til dato. Han nyder tydeligvis at pine publikum. Det er selvfølgelig udfordrende, men i en verden, hvor en psykopat som Peter Madsen er blevet dyrket i medierne, er ondskaben desværre ikke hentet ud af det blå.
Emnet taget i betragtning er filmen paradoksalt nok Triers måske mest moralske værk.
Seriemorderen får til sidst skabt sit store værk i kølerummet, hvor han opbevarer ligene. Det knytter an til filmens titel, men også til nazisternes masseudryddelseslejre, hvilket sætter psykopatens ugerninger i et skræmmende, historisk perspektiv.
Men det moralske aspekt kommer især frem i filmens mesterlige slutning, der refererer til Dantes rejse gennem helvede og er en slags omvendt version af finalen i Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.
Det er filmens visuelle og tankemæssigt storslåede klimaks, som i sig selv er hele filmen værd. Forestil dig, at man har samlet hele civilisationens lidelse i én lyd, og du har en fornemmelse af, hvilke dimensioner Trier arbejder med.
Lønstrup Café Bio viser filmen onsdag den 13. februar kl. 19.30. Filmen vises også den 14. og 15. samt 17. februar kl. 19.30. Spilletid 2,5 time plus pause.
