Tennissportens Dag og 50 års Jubilæum i Hirtshals Tennisklub

Landsdækkende tennisevent rammer den jubilerende Hirtshals Tennisklub.

229

Lørdag den 5. maj inviterer flere end 200 tennisklubber landet over til en dag i tennissportens tegn. En af dem er Hirtshals Tennisklub, hvor man desuden samme weekend markerer klubbens 50 års jubilæum.

Som led i den landsdækkende event Tennissportens Dag inviterer Hirtshals Tennisklub nemlig alle interesserede til at lægge vejen forbi klubbens baner på Halvejen til en dag med  tennis, sjove aktiviteter og hygge fra kl. 10 – 14.

Det er gratis at deltage, og gæsterne kan i dagens anledning kvit og frit låne ketsjere og bolde. Dog skal du lade de højhælede sko blive hjemme, hvis du vil på banen – et par sko med bløde såler er bedre – resten klarer tennisklubben.

Tennis er for alle!

– Til Tennissportens Dag kan alle interesserede få lejlighed til at prøve kræfter med tennis, fortæller den lokale klubs formand Erik Jan Pedersen.

– Alle er velkomne og alle kan være med, uanset alder og niveau. Det er ligegyldigt, om man har prøvet at spille tennis før eller ej, og klubbens medlemmer står klar til at hjælpe gæsterne godt i gang på banerne, tilføjer formaden.

DGI og Dansk Tennis Forbund står bag

Bag arrangementet står Hirtshals Tennisklub i tæt samarbejde med Bevæg dig for Livet – Tennis, herunder DGI Tennis og Dansk Tennis Forbund.

Visionsleder i Bevæg dig for Livet – Tennis, Lorenz Sønderby, siger:

– Med Tennissportens Dag vil vi gerne introducere danskerne for de mange glæder og fordele ved tennis. Blandt andet er ketsjersport mere gavnligt for helbredet, end mange andre populære fritidsaktiviteter, og du kan dyrke tennis sammen som familie på tværs af generationer.

Søndag den 6. maj inviterer Hirtshals Tennisklub spillere fra naboklubberne til fortsat fejring af jubilæet – de voksne om formiddagen og børn, unge og forældre om eftermiddagen.

Søndag vil fødselsdagen blive fejret med tenniskampe, andre aktiviteter og hyggeligt samvær.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments