Vendsyssel Teater inviterer til Musik og Østers fredag den 23. februar klokken 15.30 – 19.00 i Teatercaféen Hos Uffe, Banegårdspladsen 4 i Hjørring.
Der serveres både gratis musik og østers i foyeren før urpremiere på forestillingen “Danmark mit fædreland” klokken 19.30.
Klokken 15.30 vil Jazz Camp Pigerne servere eksperimenterende improvisatorisk musik og bagefter en koncert med gruppen Ydegirl, som spiller elektronisk fusionsmusik.
Efterfølgende inviterer Hos Uffe og kokkeelever fra EUC Nord i Hjørring til østerssmagning klokken 18.00.
Hovedforløbs-kokkeeleverne på EUC Nord viser, hvordan man behandler østers og uddeler smagsprøver.
Og de ved hvad de gør, for de er blevet undervist af selveste Jesper Knudsen, som har vundet Danmarksmesterskaberne i østersåbning hele fem gange.
Der er denne dag på Vendsyssel Teater rig mulighed for at smage ganske gratis og høre om den nye kokkeuddannelse på EUC Nord i Hjørring.
Du er også velkommen til at hænge ud med mennesker, østers og champagne fra klokken 15.30 til 19.00 også selvom du ikke skal se forestillingen “Danmark mit fædreland“.