Tannisby Camping har arrangeret en ekstraordinær bunkerstur, som er lidt anderledes og lidt længere end de normale rundvisninger i Tversted.
– Det er lykkedes at få min gode ven Flemming Hammer fra Bunkersgruppen hos Vendsyssel Historiske Museum til at lave vores helt egen bunkers tur, oplyser lejrchef og indhaver Kasper Wæhrens fra Tannisby Camping.
– I Tversted er der en masse krigshistorie lige udenfor døren, og jeg deltog for første gang selv på en rundtur i sensommeren 2016, hvor jeg blev meget overrasket over en masse, jeg slet ikke anede, selvom jeg nu ellers nok mente, at jeg i min opvækst her kendte til alt, der var at se. Jeg tog fejl og blev meget oplyst på Flemmings spændende tur, uddyber Kasper Wæhrens.
– Vi starter med bunkersturen kl. 13. Denne varer 2,5 til 3 timer, og vi går fra receptionen. Man er velkommen til at tage hunden eller konen med. På turen er der indlagt en lille overraskelse, idet Flemming tager 30 kr. pr. næse for turen. Man betaler direkte til Flemming ved ankomst, forklarer lejrchefen.
– Vi kommer omkring en af de åbne store ammunitionsbunkere og det helt specielle Schartenturm, der ligger lige bag campingpladsen, ildlederbunkeren, maskingeværstillinger og får gode historier om hospitalsbunkeren, kommandobunkere og måske en hemmelig tunnel, forlyder det fra Kasper Wæhrens
Husk fodtøj, der kan gå i vand, hvis man vil med ned i ammunitionsbunkeren.
Lørdag den 28. januar kl. 13 – afgang fra Tannisby Camping.
Alle er velkomne og tag gerne en lommelygte med.
Foto: Arkiv og privat.