Tæskelækker aften i Tversted

Fredag aften med alt det allerbedste fra havet på Restaurant Tannishus og det nye arrangement Musik i Sandet ved Tversted Strand.

1382

Det var lidt ærgerligt, at det nye tiltag med Musik i Sandet den første gang i år fredag aften faldt sammen med åbningsdagen til Tornby Strandfest 2018.

Når det så er sagt, kan man kun tage hatten af for arrangørerne, der næppe her i højsæsonen kunne have fundet en aften, hvor der ikke også skete noget andet eller helt tredje og fjerde her i det nordvestlige Vendsyssel.

Eftersom netavisens udsendte nu alligevel også havde besluttet sig for at komme omkring den helt nye event, idet vi tidligere på dagen havde nået åbningen af Tornby Strandfest, der fortsætter for fuld hammer lørdag, var intet mere oplagt end at starte aftenen med fisk og skaldyr på Restaurant Tannishus.

Den store buffet er ganske vist prøvet flere gange før, men netop derfor var valget heller ikke svært at træffe, idet Åge Vinthers buffet er uovertruffen med alt det allerbedste fra havet leveret af Møllers Fiskeeksport i Hirtshals.

Hvis man indledningsvis starter med at kigge rundt i buffeten, før gæsterne tager hul på den, overvældes man af udbuddet, idet der næppe er den fisk eller det skaldyr fra Skagerrak, der ikke er at finde på bordene hos restauratør Åge Vinther.

Under buffeten sad vi ved siden af et bord med nogle danske sommerhusgæster og et andet med tyske turister. Deres kommentarer var ikke til at tage fejl af, idet både udbud og tilberedning blev rost til skyerne som tæskelækkert und leckeres Essen. Friske råvarer og alt yderst veltilberedt, kan deres bedømmelser sammenfattes kort.

Buffeten starter her i juli måned hver fredag kl. 18.30 frem til og med den 3. august, men henad kl. 20 havde den lækre mad og australske chardonnay løftet stemningen ved vort eget bord så fint og tilpas højt, at vi begav os ned mod bådehuset hos Tversted Bjærgelaug.

Allerede halvvejs dernede kunne vi høre, at skuespiller Preben Christensen havde støvet superlativerne af og var godt i gang med at præsentere den nye event samt ikke mindst Wonderland Band.

– Det her bliver større end Roskilde Festival, lød det med et lunt blink i øjet fra den kendte skuespiller, som sammen med frisør Søren Hedegaard har fast ferieresidens i Tversted.

Den musikalske duo bestående af Tanja Johanne Severine Pedersen og Johann Hansen sendte dernæst en velafstemt og velturneret kaskade af vellyd ud over Tannisbugt.

Vellyd fra Wonderland Band ved Musik i Sandet (Videoklip: Jens Kranen).

Den nye event kom meget kort fortalt rigtig flot fra land denne fredag den 13. juli og gentages den 2o. og 27. samt den 3. august kl. 20 i Tversted.

Klik på et enkelt foto i galleriet for at se alle i større format

Foto: Niels Skipper fra Tannishus og Jens Kranen fra Musik i Sandet.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments