Tæppebombardement af spændende tanker og flotte planer hos Byforum

Mandag aften kunne bykoordinator John Kongerslev og bestyrelsen i Byforum Hirtshals udfolde et smukt katalog over gode idéer og konkrete planer i Byens Sal på Det Gamle Rådhus.

329

Det var en veloplagt John Kongerslev, der mandag aften bød velkommen til Byforums første egentlige borgermøde i Byens Sal på Det Gamle Rådhus.

Bedre rammer kunne man dårligt forestille, idet der undervejs blev trukket historiske paralleller tilbage til arkitekt Steen Eiler Rasmussen og kunstner Lars Nielsen.

Indledningsvis redegjorde bestyrelsesmedlem Jørgen Rottbøll for tilblivelsen af Byforum. Vel at mærke en opstart, hvor stifterne var blevet kritiseret for både lukkethed og manglende demokrati, men kritikken blev grundigt manet i jorden ikke mindst med henvisning til den ordinære generalforsamling, der vil blive indkaldt til i januar 2019. Her er det bestyrelsens håb, at langt flere unge vil deltage og blive aktive medspillere i Byforum.

Idéerne og planerne, der dernæst blev fremlagt, var stort tænkte og langt henad vejen allerede flot gennemarbejdede. Venstres byrådsmedlem Jørgen Christensen fortalte om Naturens Hus, der har været oppe at vende i og med positive tilbagemeldinger fra Økonomiudvalget i Hjørring Kommune. Fra politisk hold blev det dog gjort klart, at der ikke skulle bruges mange penge på dyre arkitekter og mursten, men fokuseres på oplevelser.

Dernæst udfoldede John Kongerslev planen om i første omgang at få etableret en trappe fra Hovedvejen ned ad den stejle skrænt mod Hans Jensens Allé. Næste skridt i det projekt er det virkeligt visionære, som nemlig indebærer en tunnel under Hovedvejen, idet den idé faktisk slet heller ikke er ny, men tværtimod første gang blev skitseret i 1923 af arkitekt Steen Eiler Rasmussen, der som bekendt oprindeligt lavede den første store byplan for Hirtshals.

Michael Engbjerg fra Dansk Folkeparti fandt idéen om trappen aldeles prisværdig, men var til gengæld bekymret for den trafik med hurtige knallerter, som er til gene mange steder i Hirtshals. Med en tunnel ville man måske løse et problem, men kun for at skabe et nyt, var hans pointe. Andre deltagere i mødet var mere positive overfor tanken om en tunnel, som vil gøre det muligt også for ældre og handicappede at komme omkring ad de stisystemer på Nejst og ved Hirtshals Idrætscenter, som dermed vil blive forbundet med bydelen ud mod Kystvejen.

Bestyrelsesmedlem Bente Jungquist redegjorde herefter for et projekt, hvor Byforum forsøger at gøre sig tanker om udviklingen de næste 10 år i Hirtshals. Desuden kom John Kongerslev omkring mulighederne for projekter på Vesthavnen, Banegårdspladsen bag Rema 1000 og Mekaniker Holsts Plads i Hjørringgade. Projekterne indebar også skiltning med historiske informationer om bestemte steder og bygninger.

Ligesom John Kongerslev tog tilhørerne med på en sand tour de force igennem planen om at etablere en udsigtssti fra Nordsøen Oceanarium langs jernbaneføringen ned forbi Skagerak Groups nye domicil, ud mod Husmoderstranden og videre op til Hirtshals Fyr.

Afslutningsvis præsenterede bykoordinatoren et frugtbart samarbejde med en gruppe studerende fra UCN. Deres opgave havde bestået i at fremkomme med forslag til, hvordan man tiltrækker og skærper unge menneskers opmærksomhed omkring den slags projekter.

Denne opgave blev foldet ud af unge Tine Ziegler Jensen, der ikke bor i byen, men som i forlængelse af samarbejdet til gengæld fra den 1. august er kommet i praktik som formidler hos Byforum.

Undervejs lød der også en opfordring til alle borgere om at sende deres egne små historier, der på forskellig vis relaterer sig til bestemte steder i byen, til Byforum Hirtshals.

Efter et par særdeles interessante timer med fremlæggelse af visioner og projekter samt en god debat kunne John Kongerslev takke for fremmødet på Det Gamle Rådhus.

Læs meget mere om interesseforeningen her: Byforum Hirtshals

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments