FlaskePosten er ganske vist og for så vidt indirekte involveret i denne historie, da det drejer sig om et familiemedlem, men fortælles skal den så nøgternt som muligt, da sandheden skal frem.
Ved midnatstid natten til lørdag snubler Preben Skipper Sørensen på 72 år ulykkeligvis over en kantsten, da han sammen med Òlavia Dagbjört Halldórsdóttir er på vej til hjemmet i Østergade i Hirtshals.
Faldet skal vise sig at blive temmelig fatalt, idet Preben ikke kan komme op og har voldsomme smerter, men heldigvis hører eller ser et par unge mænd, hvad der er sket, idet de kommer og møjsommeligt får bakset den tilskadekomne hjem og i seng. Her siger de unge farvel og får tak, men da Preben lidt senere forsøger at humpe på toilettet, falder han igen i gangen, da han slet ikke kan støtte på det ene ben.
Det lykkes ikke Òlavia at få ham på benene igen, men hun får en pude placeret under hans hoved og en dyne over ham, hvorefter hun omkring kl. 02.00 ringer 112, som imidlertid henviser til lægevagten. Her oplyser lægen, at der formentlig bare sidder en nerve i klemme. Således afvist af den lægelige autoritet afventer Òlavia situationen, mens Preben klagende giver sig på gulvet i gangen.
Derfor bliver klokken henved 7.00, før Òlavia igen ringer 112 og nu insisterer på, at der skal komme nogen og tilse Preben. Endnu en gang henvises hun til vagtlægen, som nu giver hende besked om, at han først kan tilse Preben omkring kl. 11.00.
Først da datteren Hanne Skipper kort efter ringes op og tager ned til faren, kommer der skred i sagen, idet der for tredje gang ringes 112. Hanne insisterer på at få en ambulance, som da også endelig ankommer kort tid efter og kører Preben til Sygehus Vendsyssel i Hjørring. De to dygtige reddere fra Falck er nemlig ikke et øjeblik i tvivl om, at Preben straks skal køres på sygehuset.
For at føje yderligere spot til den allerede forekomne skade dukker vagtlægen op hos Òlavia i Østergade omkring kl. 11.00 for at tilse patienten med den angiveligt klemte nerve, som han i telefonen har konkluderet, der måtte være tale om. Her kan Òlavia til gengæld orientere lægen om, at Preben nu heldigvis og langt om længe er kommet på sygehuset, da redderne fra Falck som nævnt ikke var i tvivl om, at noget var helt galt. Burde lægen ikke allerede have fået den besked i stedet for at spilde tiden? Kommunikationsbrist? Mon ikke.
På sygehuset konstaterer en læge da også ret hurtigt efter et røntgenbillede, at Preben har brækket lårbensknoglen helt oppe ved lysken og ødelagt hofteskålen. Han får stærk smertestillende medicin, men dernæst også besked på, at da det er weekend, forventes han først at kunne blive opereret søndag formiddag. Søndagen går imidlertid med uvished, da intet sker, før Preben oplyses om, at operationen nu tidligst kan foregå mandag morgen.
I skrivende stund ligger folkepensionist Preben Skipper Sørensen altså på 3. døgn uden at være blevet opereret. På grund af de voldsomme smerter og deraf følgende kraftig medicinering med smertestillende medikamenter, har personalet overført ham til intensiv. Smerterne stresser nemlig kroppen så meget, at denne hårde belastning og medicineringen i sig selv er et komplicerende og faretruende problem.
Der ud over behøver man vist ikke være professor i kirurgi for at regne ud, at desto længere tid et kompliceret brud får lov til at ligge ubehandlet, desto vanskeligere bliver operationen og de mulige komplikationer undervejs og ved genoptræningen.
Som anført ovenfor er vi på webavisen familiært og følelsesmæssigt involverede, men vi er som ligeledes fremført tilstræbt objektive. Derfor er vi tillige dybt bekymrede over velfærdens deroute i Danmark. Systemet har det med gang på gang at svigte.
Syge-/sygehussystemet i vores nærområde, altså Hjørring.
Historien om vrangvillig lægevagt, og trægt sygehussystem, giver mig lyst til at fortælle en anden umenneskelig og fatal historie, som følger.
En god ven til mig, siden mine første leveår, ringede mig op en dag i sommer, og fortalte havde fået diagnosen: Uhelbredelig kræft i hele kroppen, der ikke kunne behandles.
Det var en klokkeklar dødsdom, og så må man jo belave sig på det.
Efter jul begyndte hans helbred imidlertid at vende, således han fik det bedre. At han havde tabt 50 kg var nu heller ikke dårligt for ham.
Midt i februar, dukkede sygehuslægen op med en sværm af kommunalt ansatte aktører, og beskeden ar at de med undren kunne se, at diagnosens rigtighed måtte betvivles, og de nu ville genoptage diagnoseforløbet.
Scanning 21, april 2015, altså 2 måneder senere.
Jeg ”tyggede” lidt på beskeden, og ville tage kontakt til sygehuset, efter først at have talt med kammeraten og han plejer i det beskyttede bofællesskab, han er tilknytte. Jeg forfatter et brev, og dagen efter kører jeg op for at snakke med plejeren, der imidlertid kan oplyse, det er kommet en fornyet indkaldelse til scanning, da plejeren har haft kontakt med palliativt personale, og som har skummet til sagen.
Forgangne fredag blev scanningen foretaget, og svaret oplyst at kunne gives om én uge.
Hvad er det rimelige i, at lade en mand have en dødsdom hængende over hovedet i mere end et halvt år, og derefter lunte det videre forløb igennem?
Jeg kender udeværket til det eksisterende ventelistesystem, men det er min opfattelse det kører bagvendt, således der er fokus på ventetiden, og næste aktion bliver lagt så langt ud, som ventelistegarantien tillader, men det er naturligvis min formodning.
Vi er naturlig spændte på den nye diagnose, og får den måske inden patienten fylder sine 67 år, den 24. marts.
Slutteligt vil jeg nævne, at jeg som patient med uhelbredelig kræft, de seneste 4 år, har stødt på både gode og dårlige spåleveler.
De dårlige har hovedsageligt beroet på lægers ”skyklapper”, der gør dem ude af stand til at se ud over egne specialer, som med tiden er blevet mere og mere rendyrkede.
Jeg har mødt inkompetence og reel læge omsorg, i en blandet forvirring.
Min oplevelse med skyklapperne, opstod et års tid efter, jeg havde fået konstateret prostatakræft. Denne kræft blev behandlet med røntgenstråler, dvs. i 39 på hinanden følgende hverdage, og færdigbehandlet efter 8 måneder (så lang tid tog det, inden behandlingen kunne effektueres).
Et par måneder efter kulminerede smerter i ryggen, og problemer med at styre, især venstre underben.
Urologerne, altså læger med prostatakræft som speciale, anbefalede at tage ibrobofen, når smerterne blev for slemme, men ellers kunne sagen tages op 3 måneder efter, den en fastlagt kontrol.
Min broder havde, som anæstesi (bedøvelses) sygeplejerske, god kontakt med Aalborg Sygehus syd, hvorfor han kunne få igangsat en scanning af mig. Det var egentlig forårsaget af en langvarig hoste, jeg havde haft i længere tid, men da resultatet af scanningen blev foretaget, så man at rygsøjlen så faretruende dårlig ud.
Lægen skrev derfor til urologerne og ortopædkurugerne, hvor førstnævnte igangsatte en fornyet knoglescintegrafi og kirurgerne igangsatte en MR-scanning.
Hej jeg vil gerne fortælle om en ulykke jeg var ude for i 2000,der kørte jeg galt oppe ved nr.4 lygtepæl på hovdevejen.
Og var ikke til pænt brug jeg havde åben kraniebrud og brækket kæben to steder,og jeg var færdig hvis ikke en af mine
venner ikke var kommet og pumpet liv i mig første gang. Han og andre ringer 112,og det værste er at vi lige havde
fået vores egen Falckstation som kunne komme på under 5.min,men nej den skulle da komme fra Hjørring af. Og
det var skyld i at jeg skulle genoplives en gang mere,så jeg kunne godt tænke mig at vide hvad vi skal med vores
armburlanse her i byen. Jeg bor lige over for Falck,og ser hvor meget de bruger den,den er kun til pynt efter min
mening. Det er kun brandbilerne der ligger op til deres ry,der må være nogen der kan råbe op om hvad er det lige
der sker,det er jo ikke første gang man hører at folk er døde på grund af det.. 🙁 🙁
Hilsen John Nielsen fra Hirtshals af…
Hvor er det forfærdeligt! Jeg har på egen krop mærket hvad det vil sige at blive tabt i systemet.. jeg havde to diskusprolapser og mistede følelsen i mit højre ben, og trods det gik der et halvt år før jeg blev sendt til en scanning 🙁 jeg synes at det er dybt pinligt hvor inkompetente vores læger i grunden er.. De afviser jo nærmest alt og alle!
Alle mine tanker går til manden og hans familie.
Ynke kan vi altid, og hvor der er mennesker sker der fejl. Dog skal der også være plads til prioriteringer.
Jeg oplevede at have stærke brystsmerter en fredag formiddag i Hirtshals opland.
Lørdag eftermiddag lå jeg på Aalborg Sygehus syd med en dobbelt bypass.
Jeg overlevede takket være vores SUPER Sundhedsvæsen.
Tak til egen læge, falck, læger og sygeplejersker.
Føler virkelig med Preben og kone.
Stod selv for kort tid siden med vores mor.
Min bror ringede 112 og blev mødt af en kvinde der bestemt ikke syntes der var grund til at sende nogen.
Hun talte med bror og min mor i et godt stykke tid, først da jeg får mobilen og til sidst må oplyse at jeg er SSh og aldrig har set dette før, går hun med til at sende en ambulance. Må sige at hun var temmelig ubehøvlet, selv om vi var høflige.
Vi har efterfølgende fået at vide af lægen på hjerte afdelingen, at vi gjorde det rigtige og skal gøre det igen.
Kunne godt være denne oplevelse foruden.
Men resten er til gengæld rigtig godt, de har gjort og gør stadig alt hvad de kan og det er vi meget taknemmelige for 🙂