Sygt Sundt Teater

Efter corona-nedlukningerne hen over foråret og sommeren er projekt Sygt Sundt Teater endelig klar med nye datoer, og forestillingerne har allerede premiere i næste uge.

114
Skuespillerne øver Kiksekartellet. Foto: Elling.

Et unikt samarbejde mellem Vendsyssel Teater, Regionshospital Nordjylland og TV2 Nord løber omsider af stablen onsdag den 23. september.

Samarbejdet har resulteret i projekt Sygt Sundt Teater, hvilket er et kulturelt nordjysk initiativ, der sætter fokus på sundhed og kultur. Projektet er støttet med en halv million kroner af Spar Nord Fonden og 100.000 kroner af Region Nordjylland.

Underholdning fra sengekanten

Teaterforestillingerne på Vendsyssel Teater bliver, i samarbejde med TV2 Nord, livestreamet ud til patienterne i alle Regionshospital Nordjyllands afdelinger.

Idéen med projektet er at skabe kulturelle oplevelser for en målgruppe, der ellers ikke ville have haft muligheden for at komme i teateret.

– Folk får det bedre af at få en kulturel oplevelse. Vi kan nå nogle nye målgrupper og vise dem vores kunst, lyder det fra teaterdirektør på Vendsyssel Teater Lars Sennels.

Corona-udsat

Som så meget andet blev projektet sat på pause under corona-nedlukningerne. Projektet blev søsat allerede tilbage i januar, men grundet diverse restriktioner måtte arrangørerne desværre udskyde opstarten til efteråret.

Men nu er datoerne endelig på plads, og Vendsyssel Teater, Regionshospital Nordjylland og TV2 Nord melder klar til start.

Sygt Sundt Teater er et pilotprojekt, der i første omgang ikke bliver vist på andre skærme, end dem der er at finde på Regionshospitalet, hvor forestillingen Kiksekartellet får lov at skyde projektet i gang.

Kiksekartellet har premiere den 23. september, hvorefter Romeo og Julie livestreames den 26. november, Rundkørsel den 24. februar og slutteligt Frøken Julie den 28. april.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments