I Danmark kan nu en femtedel af befolkningen i løbet af et år fremvise symptomer på en eller anden diagnose. Men hvad betyder det for os som samfund, at vi i stigende grad anvender diagnoser til at beskrive, hvad det vil sige at være menneske?
Sådan spurgte Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet, da han den 3. april besøgte Hjørring Gymnasium og holdt foredrag for de ansatte på gymnasiet, HF & VUC Nord og EUC Nord. Han er blandt andet kendt i offentligheden for bøger som Stå fast og Gå glip og sit ugentlige radioprogram ”Brinkmanns briks”.
Livet i diagnosekulturen” var emnet for Svend Brinkmanns foredrag. Heri rettede han en hård kritik – isprængt en god portion galgenhumor – mod den udbredte brug af diagnoser som ADHD, angst og depression til at forklare det, der måske snarere er almenmenneskelige problemer.
– Vi er ikke gode til at skelne mellem almindelige problemer og diagnoser, sagde han. – Før var der et eksistentielt sprog for lidelse – med ord som skyld og dødsangst. Nu er diagnoserne blevet et alment sprog for det at være menneske. I takt med at de gamle udtryk mister betydning, træder det psykiatriske sprog frem. Men det bør være det sidste sprog, vi tyer til.
Mennesket bag diagnosen
En af bivirkningerne ved de mange diagnoser er, at folk risikerer at blive identiske med diagnosen, så de – eller omgivelserne – ikke ser mennesket bag diagnosen, påpegede Brinkmann.
– Jeg er bekymret for, at de almene diagnoser kommer til at stå i vejen for opfattelsen og forståelsen af det konkrete menneske, konstaterede Brinkman.
Samtidig advarede han mod at individualisere problemer, som egentlig er samfundsmæssige. Der er en tendens til f.eks. at gøre stress til individets problem og løse det med piller frem for at gå til ondets rod.
– Vi risikerer dermed at overse de mekanismer, der fremkalder stress. Hvis vi mister sansen for, at problemer skal løses politisk og ikke med piller, er det et stort tab, fastslog den populære professor.
Hans kritik af diagnosekulturen skulle dog ikke ses som en afvisning af, at der er mennesker, som har en alvorlig psykisk lidelse, og som har brug for hjælp og flere ressourcer.
– Psykiatrien mangler penge og sengepladser til alvorligt syge mennesker, men i stedet bruger man ressourcer på at sygeliggøre folk, der ikke er rigtigt syge, lød hans kritik.
– Lægerne skal tale med mennesker, før de begynder at uddele piller, lød psykologiprofessorens opfordring.
