Suveræne unge skuespillere giver den gas med Grease i Hjørring Sommerspil

Hatteløft for de garvede folk bag scenen, men det var de unge skuespilleres sangstemmer og indlevelse, der virkelig løftede Grease og gav forestillingen vinger ved premieren onsdag aften i Sct Knuds Kilde.

2122

Alle de garvede folk bag Hjørring Sommerspil, som har været med i mange år, kunne i musikalsk henseende sagtens have valgt en sværere musical end Grease. Alligevel var det et modigt valg, fordi vi er rigtig mange, der har stærke følelser og personlige oplevelser knyttet til de skønne sange og melodier i musicalen af Jim Jacobs og Warren Casey. Den er egentlig fra 1971, men de fleste forbinder den i dag med filmen fra 1978, hvor hovedrollerne som Danny og Sandy spilles af John Travolta og Olivia Newton-John.

Hos Hjørring Sommerspil løftes den opgave forrygende flot af henholdsvis Mathias Nielsen og Louise Vestergaard, men strengt taget vil det her være forkert at fremhæve dem frem for andre af de flere end 30 unge mennesker, der i dén grad gør det til en uforglemmelig oplevelse at gense og ikke mindst genhøre sangene i Grease. Det var hverken i musicalen fra 1971, der fik succes på Broadway året efter, eller i filmatiseringen så meget plottets intriger i sig selv, som lige præcis sangene og de rappe replikker, der dengang fascinerede så mange i en hel generation.

Nøjagtig det samme gjorde sig gældende onsdag aften i Sct. Knuds Kilde. Der var virkelig ungdommelig krop og sjæl med masser af koreografisk spræl og fræk humor i udfoldelsen af såvel dansene som sange og replikker samt den poppede rock. Instruktør Helge Reinhardt, den musikalske tovholder Bjarke Langkjær i spidsen for bandet, koreograf Bente Hyttel og mange, mange flere fortjener stor ros for at løfte og udfolde denne klassiker så forløsende løssluppent, som de da også efter forestillingen fik det af Hjørring Sommerspils bestyrelsesformand Kaj Nørholm.

Suveræne stemmer og stærkt skuespil.

Velfortjent stående applaus!

Hvis vejret ellers tillader det, spilles forestillingen hver aften til og med den 12. juli.

 

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Bent Kongerslev
4 år siden

En super Forestilling og virkelig godt fremført af alle sammen ! Tak for en dejlig aften selv om der var lidt koldt ????