Suveræn oplevelse på De 2 Stuer

Finn Rishøj Jørgensen og Jens Guldsmed-Thomsen har skudt papegøjen ved at hente køkkenchef Peter Kolbach til De 2 Stuer i Tversted.

829

Når det en gang imellem virkelig er på sin plads at hente superlativerne frem fra køkkenskuffen ved en omtale af mad, så skyldes det i høj grad, at meget mere end blot menuen sidder lige i skabet, idet også alt det andet omkring måltidet skal flaske sig og falde i hak. Det gør alting i dén grad for Finn Rishøj Jørgensen og Jens Guldsmed-Thomsen, som til denne sæson har gaflet Peter Kolbach som ny køkkenchef på De 2 Stuer i Tversted.

De to ekstremt lækre tre retters menuer, som fruen og nærværende skribent fik skærtorsdag aften, var simpelthen i sig selv fuldendte, men de blev altså lige præcis også komplementeret af indehavernes indlevede evne til at skabe en både afslappet og stemningsfuld atmosfære i de to lokaler, hvor der på trods af rummenes relativt få kvadratmeter er god plads imellem gæsterne samt de nøje udvalgte og ved hvert bord forskellige stole og resten af det intimt afstemte og hyggelige interiør.

Fruen fik til forret fiskesuppe med jomfruhummer, mens jeg nød hvide asparges med sauce hollandaise og rejer. Forinden havde vi fået en skål med hjemmebagt brød af økologisk mel fra Aurion. Både fiskesuppen og de sprøde asparges var intet mindre end perfekt tilberedte. Dernæst fik vi henholdsvis en smørmør kalvefilet med svampeterrine og timianglace samt en tilpas stegt og derfor lyserød lammeculotte, som selvfølgelig er påskeugens hovedret.

Afslutningsvis fik fruen trifli med hvid chokolade samt bær og sprødt, mens jeg indtog påskens dessert, som var fragelité med is og frugt. Hele vejen igennem fik vi serveret og præsenteret velafstemte vine, som sammen med ikke mindst indehavernes åbenbart medfødte fornemmelse for behagelig og diskret opvartning bidrog til en suveræn oplevelse, der fortjener adskillige særdeles ærbødige hatteløft til hele holdet ved De 2 Stuer.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Anette Lykke Jensen
5 år siden

God smag, flid og ordenlighed. Nyder at besøge de 2 Stuer.