Af Susanne Krohn Djurhuus
Formand Ældre Sagen
Lokalafdeling Hirtshals
Fra første færd, og som sagt på borgermødet d. 28. maj i Tornby, var vi bekymrede for om debatten om Havbakkens eventuelle lukning foregik på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, og vi var forundrede over den forcerede proces herom.
Nu har vi så selv haft lejlighed til at grave i det bagved liggende materiale og analyser. Det har IKKE gjort os mere trygge, tværtimod.
Beslutningsgrundlaget:
- Kommunes egne analyser; ”Bidrag til plejeboligplan 2030”, viser et stigende behov for plejehjemspladser, også på forholdsvis kort sigt, også pladser udover dem vi har.
- Den bygningsrapport der angiver der skal anvendes mange penge på Havbakken og færre eller ingen på andre plejecentre er efter vores overbevisning åbenlys mangelfuld.
Det vil sige, at argumenterne for at lukke et velfungerende plejehjem IKKE er kommet frem. Vi er derfor ikke blevet mindre bekymrede for om beslutningen om at lukke et plejehjem i virkeligheden vil vise sig at være en dyr fejltagelse, og ikke den besparelse man forventer at opnå.
Hvor blev den værdi politiske debat af?
I forhold til processen, og den hastighed det var tiltænkt det hele skulle ske på, undrer vi os også:
- Af kommunens egne notater, ”Borgmesterens reduktionsskrivelse pkt. 216”, fremgår det: at SÆH udvalgets plejeboligplan skal anvise, hvorledes en demenslandsby kan etableres som en del af den samlede plejeboligkapacitet i Hjørring kommune.
- Er det et signal om at hele sagen måske rettelig drejer sig om at skaffe beboere til denne nye demenslandsby? For så bliver hele sagen jo pludseligt til et spørgsmål om centralisering kontra decentralisering.
Den debat kan der jo stilles mange spørgsmål til: hvad vil man helst, store specialiserede centre eller mindre med mere nærhed? Hvad er mest økonomisk at drive?
Tja, i Sundhedsvæsenet har man erkendt, at de store supersygehuse, som vi bestemt har behov for, måske ikke er hele løsningen, men at man netop også har behov for sygehuse med nærvær, og mindre grad af specialisering.
Men, er det i virkeligheden det hele sagen går ud på, en centralisering og specialisering af plejecentrene?
Sagt på en anden måde: Ingen har formået at overbevise os om at beslutningsgrundlaget er rigtigt, tværtimod. Vi afventer stadig den overordnede plejeboligplan for hele kommunen og en samlet vurdering for hele kommunen. Og naturligvis en borgerdebat herom.
Er processen blevet bedre, tja, døm selv!
Susanne Krohn Djuhuus har skrevet på vegne af en arbejdsgruppe angående plejeboliger og Havbakken.
Kom nu i gang Arne Boelt og Per Møller, der er ingen problemer, kun løsninger.