Kulminationen på tre års slid og slæb for 116 hhx-elever fandt lørdag sted ved handelsgymnasiets dimission.
Her fik de nyudklækkede studenter deres eksamensbeviser i hånden, ligesom der var tilkendegivelser til enkelte elever. For den nu tidligere elev, Emilie Marie Hyltoft, blev dagen kronet med et legat fra Jubilæumsfonden på kr. 1.500.
Legatet blev givet ikke blot for et karaktergennemsnit på svimlende 12,3, men for tre år med lutter 12-taller og kun ét enkelt 10-tal. En helt uhørt præstation, der sjældent er set og som også kastede flotte ord af sig. Emilie Marie Hyldtofts lærere sagde blandt andet om hende:
– Emilie er en stor gevinst for en klasse. Hun er meget begavet og er gavmild med sin viden og hjælp. Kendetegnende for hende er, at hun med et åbent sind går nysgerrigt til opgaverne. Hun er en meget positiv, åben og en rummelig person, der også udviser et meget stort socialt overskud, hvor omtanken for andre er stor.
Selv er Emilie Marie Hyltoft lidt mere beskeden oven på sit unikke studenterbevis, og allerede nu er blikket rettet mod fremtiden.
– Det var både en enorm lettelse og glæde at blive færdig, men samtidig også vemodigt. Mine tre år har budt på faglige udfordringer, udforskning af verdenen og ikke mindst givet venskaber for livet. Tre af de bedste år i mit liv. Nu rettes fokus mod lægestudiet, som jeg vil søge ind på til næste år efter et sabbatår, slutter Emilie.
I mellemtiden skal hun arbejde og supplere sin studentereksamen med fysik og kemi i Aalborg.