Succes med Sankt Hans i Tornby Børnehus

Torsdag aften arrangerede Forældrerådet hos Tornby Børnehus for første gang Sankt Hans.

7

Selv om vejrguderne som bekendt ikke just var på arrangørernes endsige ildens side, så lykkedes det alligevel torsdag aften at få børnenes flotte heks sendt afsted fra Tornby Børnehus mod Bloksbjerg.

Henved 70 børn og voksne var mødt op til det flotte arrangement, der var stablet på benene af Forældrerådet. Der var da også mulighed for mange forskellige aktiviteter i løbet af aftenen.

– På grund af regnen, sad mange inde i Børnehuset, men det gav blot endnu flere aktiviteter for de mange feststemte børn, der gladeligt også tog regntøjet på og kastede sig rundt i vandpytter og ned ad rutsjebanen, siger Marian Frøsig Nørgaard til FlaskePosten.

Aftenen startede med fælles gril, hvor hyggen hurtigt bredte sig mellem store og små. Derudover var der ansigtsmaling, lotteri, og snobrød i bålhytten. Kl. 18.30 var det tid til båltale, sang og det, som de fleste måske nok glædede sig mest til.

Nemlig at få sendt den kloge kone, som båltaler Hilbert Ulvejæger alias Claus Gajhede, der er bedst kendt som rollespiller fra Yxenborg, fortalte de fremmødte om, sendt afsted på kosten sammen med alle de andre hekse, der rundt omkring trodsede regnen og fløj af sted.

Forældrerådet var oven ud tilfredse med den flotte opbakning fra Børnehusets børn, forældre, søskende, bedsteforældre, onkler og så videre.

– Det er helt vildt, at vi kan stå sammen om at skabe en festlig aften med gode snakke, sjov og ballade, også selvom det pisser ned både ude og inde. Det er bare mega fedt. Vi har et ønske om at være sammen om at støtte op omkring børnene og vores fælles Børnehus og så snakkede vi om, at Sankt Hans tit lå sent om aftenen. Derfor er Mini Skt. Hans nu nok blevet en fast tradition, så børnene kan komme hjem i ordentlig tid, fortæller Marian Frøsig Nørgaard.

– En stor tak skal lyde til de mange lokale forretninger og kunstnere, der var med til at støtte op om Børnehuset og derved samlede over 1.000 kroner ind ved hjælp af lotteri. Vi er sikre på, de penge skal komme børnene til gode, lyder det afslutningsvis fra Marian Frøsig Nørgaard.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments