
Af Nanna Møller
Direktør i Fiskeristyrelsen
I lyset af blandt andet en betydelig forøgelse af fiskeriaktiviteten i Skagerrak i år har Fiskeristyrelsen for nylig styrket tilstedeværelsen og kontrollen til søs i farvandene omkring Skagen, Hirtshals, Hanstholm og Thyborøn.
Det betyder, at styrelsens kontrolskib Vestkysten nu vil være til stede i farvandene omkring Jammerbugten døgnet rundt og kun gå i havn ved nødvendige besætningsskift og lignende. Som følge heraf kan der udføres en mere effektiv og målrettet kontrol til søs af både udenlandske og danske fartøjer.
Styrkelsen af Vestkystens tilstedeværelse i Skagerrak følger op på fiskeriminister Mogens Jensens udmelding om, at der er behov for mere kontrol i dette område, så vi kan sikre, at der ikke fanges mere, end kvoterne tilllader, og at der ikke fiskes i forbudsområder. Dette er særligt vigtigt i en situation, hvor antallet af aktive fartøjer er steget markant i forhold til foregående år.
Ud over muligheden for at kunne øge kontrollen til søs, vil den forøgede tilstedeværelse af Vestkysten forhåbentlig også kunne have en præventiv effekt i forhold til potentielle regelbrydere. Intensiveringen af kontrollen til søs ligger også i forlængelse af den indsatsplan om en styrket kontrol i Skagerrak, som den tidligere regering, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vedtog i 2018 med henblik på at imødegå, at fiskeri i ét farvand afskrives på kvoten i et andet farvand.
Ud over Danmark og Sverige, er Nederlandene det EU-land, som har størst fiskeriaktivitet i Skagerrak.
Kilde: FiskeriTidende.
Også på tide, at der sker noget over for piratfiskeriet i Skagerak, som har stået på alt for længe?