Strandede fodboldhold hjælpes af Dana Cup

49 ukrainere er strandet i Nordjylland efter deltagelse i Dana Cup. Deres bus er nemlig brudt sammen. Dana Cup arbejder på løsning.

2367

Afslutningen på fodboldstævnet Dana Cup blev for flere ukrainske fodboldhold ikke helt som forventet.

Deres bus er nemlig brudt sammen, hvilket betyder, at de er strandet i Nordjylland. Det er ledningsnettet i bussen, der er gået sig en tur, og det er ikke noget, man laver på en dag.

– Vi er tre mand fra Dana Cup, der knokler for at finde en løsning på det her. Vi hørte først om det i dag omkring middagstid, men vi har arbejdet lige siden på at finde en god løsning for alle, siger Torben Vandsted, presseansvarlig ved Dana Cup.

Der er endnu ikke fundet en plan, men ved Dana Cup arbejder de med flere mulige løsninger. Det er nemlig svært at finde en dansk vognmand, der lige har tid til at køre til Ukraine. Dana Cup arbejder på at få en dansk vognmand til at køre så langt ned i Europa som muligt, og så få en lokal bus til at hente holdene og fragte dem det sidste stykke hjem.

Det er dog langt fra sikkert, at denne plan kan skydes i gang allerede søndag aften, derfor arbejder Dana Cup også på en plan b.

– Hvis vi ikke kan finde en bus til dem i aften, så må vi finde et sted, de kan overnatte. Det bliver nok en hal eller en spejdergård eller noget i den stil, siger Torben Vandsted.

Ukrainerne tilbragte natten til søndag ved en lokal mand, der har startet en indsamling, som skal hjælpe ukrainerne med at finde hjem.

Du kan på Facebooksiden her finde indsamlingen.

Foto: Jesper Bo Winther.
Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments