Rytterne fik mildt sagt ikke den bedste start, da medlemmer af HIFFI Cykler lørdag kl. 8.30 startede fra Hirtshals Idrætscenter med kurs mod Rønbjerg Feriecenter.
En enkelt rytter nåede end ikke ud fra parkeringspladsen ved hallen, før cyklen var punkteret. Det viste sig at være et ildevarslende tegn for den strabadserende cykeltur på omkring 108 kilometer hver vej, idet flere end en snes punkteringer ramte rytterne på deres videre færd i regnvejret. Nogle punkterede sågar flere gange undervejs.
Med Rønbjerg Feriecenters behagelige faciliteter som mål tog det dog ikke modet fra rytterne hos HIFFI Cykler. Midt på eftermiddagen var de alle med en hel del hjælp fra servicevognen fremme.
FlaskePosten knipsede lørdag rytterne før Tornby og igen søndag, da de med højt humør og nogle tillige med ømme bagdele i tørvejr og med medvind nåede hjem til Hirtshals.
–