Fyrværkeri-affyringer mod forbipassende og mod ordensmagten betyder nu, at både bekymrede borgere og politikere presser på for en skærpelse af de nuværende regler for fyrværkeri.
I en ny Megafon-måling, lavet for TV 2 og Politiken, er 74 procent af de 1066 adspurgte danskere overvejende enige i at begrænse brugen af fyrværkeri til 31. og 1. januar.
Som reglerne er nu, må man skyde sit nytårskrudt af fra 27. december til 1. januar. Og det er tilladt at købe fyrværkeri mellem 15. december og 31. december.
Problematikken blussede op, efter at der anden juledag flere steder på Nørrebro i København blev skudt med fyrværkeri efter busser, taxaer og personer.
De adspurgte danskere er langt mere splittede, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt der skal indføres et totalforbud mod brug af fyrværkeri for private. Her svarer 47 procent, at de er helt eller overvejende enige i et totalforbud, mens 44 procent mener er imod.
Partier vil også stramme reglerne
Holdningen blandt de danske politikere peger også i retning af en skærpelse af de nuværende regler.
Alternativet melder mest markant ud og mener, at et totalforbud mod salg af fyrværkeri til private er vejen frem.
– Det vil vi af både sikkerhedsmæssige årsager og af hensyn til klimaet, siger retsordfører Sikandar Siddique.
I første omgang bør forbuddet kun være for en periode for at finde den rette model. Ved et forbud kan kommunerne stå for fyrværkeriet nytårsaften, mener Alternativet.
Rosa Lund, der er retsordfører for Enhedslisten, afviser et totalforbud mod fyrværkeri, men mener, perioden skal forkortes, så det kun er tilladt at fyre fyrværkeri af nytårsaften.
– Vi skal kigge på, om der skal være særlige steder i byer, hvor man må fyre fyrværkeri af, så der er styr på det. Og der skal være bedre kontrol med salg af fyrværkeri. Der bliver solgt rigtig meget ulovligt fyrværkeri i Danmark, siger Rosa Lund.
Flere anholdelser
På en enkel aften modtog Københavns Politi omkring 60 anmeldelser om uforsvarlig affyring af krudt. Flere gange er politiet også blevet beskudt med fyrværkeri.
Det har blandt andet ført til tilbageholdelser af to drenge på 15 og 16 år, som havde affyret bomberør mod civilklædte betjente på Nørrebro.
Begge drenge blev afhørt sammen med en værge og efterfølgende løsladt i de sociale myndigheders varetægt.
De sigtes for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, som handler om at udsætte andres liv og helbred for fare.
Kilde: TV2 Nord.