Med sejren søndag i Ulvkær Arena indtager B75 efter første spillerunde 1. pladsen. Fantastisk udgangspunkt i klubbens jubilæumssæson.
B75 stillede til kampen med spillerne Istvan Moldovan, Jakub Dorocinski, Emil Jangvik og Daniel Christensen, som for tiden alle er i topform. Emil Jangvik lagde i sin første kamp ud med at besejre københavnernes ungdomslandsholdsspiller og på papiret udeholdets stærkeste mand Thomas Hansen med klare 3-0.
Da Jakub samtidig besejrede Københavns færøske Mester Frodi Fridason Jensen 3-0, virkede gæsterne lidt rystede. Daniel og Istvan fulgte trop og hev hver især en sejr hjem, og så var stillingen 4-0 til B75 efter de første 4 singler. B75 fortsatte det gode spil og kom foran 7-0. Man spiller først til 8, og således kunne B75, med sejr til Daniel over Københavns rutinerede Michael Pedersen, lukke kampen.
Det blev en spændende affære imellem Daniel og Michael, men desværre for Daniel og B75, blev det til et knebent 9-11 nederlag i 5. sæt, men idet Daniel og Istvan efterfølgende vandt deres double, kunne B75 slutte en herlig åbning på sin jubilæumssæson med en 8-1 sejr.
Også B75´s 3. hold var lørdag i aktion. Holdet, bestående af Lars Stobberup, Karsten ”Fidi” Mortensen, Morten Iskov Christensen og Mads Bedske, tabte 8-5 på udebane til Ribe BTK i 2. division.
B75 spillede søndag på udebane i Århus imod SISU/MBK. B75´s andethold spillede ligeledes søndag, men hjemme i Ulvkær Arena kl. 10.00 imod Team Egedal fra Smørum i 2. division.
B75´s 3. hold spiller også igen søndag på udebane. Denne gang imod Esbjerg. Mere om sidstnævnte kampe senere.