Storm i Hirtshals Kirke

Når man taler om en storm i et glas vand, karakteriserer man som bekendt det forhold, at en eller anden overdriver noget lige voldsomt nok.

Det kan måske også forekomme nogen at måtte være en overdrivelse, når jeg sammenligner oplevelsen af sognepræst Susan Bisgaard Storms prædiken med, at en orkans øje indfandt sig i Hirtshals Kirke.

I orkanens øje er der som ligeledes bekendt helt stille og fredfyldt, mens verden hvirvler stresset og visse steder ekstremt destruktivt rundt bare lidt længere ude i periferien og i dette tilfælde udenfor de tykke mure omkring den flotte kirkebygning i Hirtshals.

Det var ikke, fordi sognepræsten var blevet mundlam, eller kirkesanger Per Gunnar Christensen pludselig stum, idet hans røst lød bedre og mere malmfuld end nogensinde, men derimod det faktum, at der blev prædiket lige ind i hjertet på hin enkelte, at jeg kan sammenligne oplevelsen med at være i orkanens øje.

Med afsæt i dagens episteltekst af Paulus, samt Jesu påpegning hos Matthæus af, at det er sværere for den rige at komme i Himmerige end for en kamel at passere igennem et nåleøje, sporede sognepræsten såre stilfærdigt sin prædiken ind på lykke.

Hvordan bliver og hvornår er vi lykkelige? Hvorfor er den så lunefuld? Hvad er meningen da også med det hele og min egen eksistens? Spørgsmålene var store og eksistentielle. Svarene var til gengæld eftertænksomme og fordomsfrie.

– Jeg tror, at søgen efter lykke eller bare mere, end det vi allerede har, er almenmenneskelig, lød det fra sognepræsten, som derfor også kunne slå fast, at intet andet menneske dybest set kan bebrejde os vores stædige higen og vedholdende stræben.

Fattigdommen er ganske vist ikke værd at efterstræbe, selv om Jesus sagde til den rige, unge mand, at han skulle forære alt bort, men det evige liv starter ikke først ved graven. Det begynder allerede ved døbefonden, fastslog Susan Bisgaard Storm.

Den assisterende sognepræsts prædiken var båret af en klokkeren og stilsikker stemmeføring, der bar budskabet engleblidt og smukt ud i kirkerummet. Derfor også min oplevelse af at sidde trygt i orkanens øje, mens alting hvirvlede videre udenfor.

Bragt i sådan en situation er man måske endda for en stund nærmest lykkelig.