Lørdag er i sagens natur den helt store oprydningsdag oven på fredag aften, som var den sidste med Musik Under Trappen 2014.
– Det er dejligt at se jer alle sammen og velkommen til bagsiden af medaljen, sagde en tydeligt træt, men også glad og tilfreds Rasmus Jespersen, da han lørdag formiddag tog imod de frivillige hjælpere bag det store blå telt på Sydvestkajen.
Her havde nogle af de fremmødte faktisk allerede umiddelbart efter festen om natten været i gang med at tage noget af det groveste. Derfor vurderede formanden, at man efter endnu tre timers sveden lørdag formiddag ville være godt og vel færdige.
Bortset fra Hirtshals Musikforenings egen bestyrelse var også Nordsøgarden pænt repræsenteret blandt dem, der havde påtaget sig opgaven med få ryddet op i og omkring teltet, der bliver stående til Hirtshals Fiskefestival.
Alle vi andre kan meget passende sende en taknemmelig tanke og takke de mange frivillige, som gør det muligt at holde Musik Under Trappen.