På blot ét år er 78 flere flygtninge i Hjørring Kommune kommet i job. Det er en vækst på 50 % fra juni 2017 til juni 2018. 59 flere mænd og 19 flere kvinder er kommet i job. 53% af mændene og 18% af kvinderne med flygtningebaggrund er nu i beskæftigelse, så kvinderne halter således bagefter mændene.
Den positive udvikling hviler både på den integrationsindsats og de mange opkvalificeringsforløb som Hjørring Kommune har iværksat. Her kan bl.a. nævnes introduktionskurser i både fiskeindustrien og som landbrugsmedhjælper – begge forløb har det seneste år haft stor succes, særligt blandt flygtninge.
I Hjørring Kommune sker udviklingen af opkvalificeringskurser i tæt samarbejde med de virksomheder i Hjørring, der efterspørger mere arbejdskraft.
– Arbejdsstyrken og beskæftigelsen i Hjørring Kommune er vokset de seneste to år, og væksten skyldes samlet set at flere flygtninge og indvandrere er kommet i job. Vi ser dog fortsat et stort potentiale for at flere flygtninge og især flere kvinder kommer i job. Det er helt afgørende for integrationen i Hjørring Kommune, at kvinderne kommer markant bedre med ift. uddannelse og beskæftigelse. Tilbudene er der, og fra politisk hold forventer vi, at man tager imod disse, udtaler Thomas Klimek, som er formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget.
Hjørring Kommune har investeret et 3-cifret millionbeløb i at hjælpe kommunens borgere i job, og flygtningene er også blevet omfattet af denne strategi for at kunne sikre tilstrækkelig arbejdskraft til virksomhederne.