Stor succes for kokkeuddannelsen på EUC Nord

EUC Nord melder om mange elever og opbakning fra restauratører i Vendsyssel.

146
Thomas Riis er vært for et gastronom-arrangement om gin for nordjyske restauratører.

Niels Lyndorff og Thomas Riis glæder sig begge til sommerferien. De har haft et meget travlt skoleår med at få en helt ny kokkeuddannelse op og stå på EUC Nord.

Thomas Riis er faglærer på kokkeuddannelsen og Niels Lyndorff er konsulenten, som sørger for at forsyne restauratørerne med de rigtige elever. De startede begge i 2017 på EUC Nord – og der var fart på fra start, fortæller Niels Lyndorff

– Jeg startede i sommeren 17 – efter 23 år på Food College i Aalborg – med at besøge restauranter og andre madsteder i Vendsyssel og jeg må sige opbakningen var fantastisk. Rigtig mange var klar til at lade deres elever gå på EUC Nord. Vi startede med første hold den 3. januar, hvor der var 18 kokke tilmeldt uddannelsen. Det tal er i dag – kun et halvt år senere – blevet til 55! Jeg er blevet positivt overrasket.

God kontakt med branchen

I undervisningskøkkenet har Thomas Riis også haft travlt det sidste halve år. Han kom fra en stilling som chefkok på Skallerup Klit, så han er vant til at arbejde med mange mennesker i køkkenet, men også han er overrasket over de mange tilmeldte elever.

– Vi har ramt et behov i markedet, og så tror jeg også vi gør nogle ting, som man sætter pris på hos mestrene. Både undervisningsmæssigt, men også i forhold til kontakten og kommunikationen med praktikstederne. De vil gerne vide, hvad deres elever lærer og hvordan det går med dem. Vi holder også netværksmøder jævnligt, hvor både det faglige og sociale kommer i spil. Senest har vi haft et møde med olivenolie i centrum. Både Niels og jeg har et stort og stærkt netværk, som vi virkelig har brugt til at få uddannelsen op og køre.

Bruger lærerkræfter på tværs af faggrænser

Hos uddannelseschef Dennis Kindberg, EUC Nord, lyder der også positive toner, når der tales om kokkeuddannelsen og opbakning.

– Fantastisk flot, at branchen giver os så flot opbakning. Jeg er også rigtig glad for den opbakning den nye uddannelse har fået på EUC Nord og især i afdelingen Mad og Service, hvor kokkeuddannelsen er den nye dreng i klassen. Alle medarbejdere har stillet op for uddannelsen, og Thomas Riis har flittigt brugt kompetencerne i huset, så han kan tilbyde eleverne det bedste vi kan. Således er lærerkræfter fra uddannelserne bagere, slagtere, tjenere og ernæringsassistenter blevet brugt i kokkeuddannelsen. Det giver bare lige den ekstra kvalitet, som jeg tror mestrene kan mærke, når de får deres elever hjem igen.

Klar til flere elever

Efter sommerferien byder EUC Nord velkommen til endnu flere elever til kokke-uddannelsen. Ifølge Niels Lyndorff, er der stor efterspørgsel på elever i øjeblikket.

– Vi har haft stor succes med den såkaldte mesterlære, hvor eleverne starter direkte hos en virksomhed og ikke skal følge undervisning på skolen, men blot tage en prøve efter et grundforløb. Den har appelleret til mange, som ikke er så glade for skolebænken, men gerne vil give den en skalle i et køkken. Men vi kunne godt bruge endnu flere elever, hvis vi skal følge med efterspørgslen.

Hos Thomas Riis byder efteråret bl.a. på en afholdelse af nordjyske mesterskaber for kokke- og tjenerelever i samarbejde med Food College. Det er 17 år siden konkurrencen sidst blev afholdt, så nu er tiden vist moden igen, siger Thomas Riis, og fortsætter:

– Udover nordjyske mesterskaber, så kunne jeg også godt tænke mig, at vores elever deltager i mange flere konkurrencer. Vi har ikke helt niveauet endnu, men det kommer og konkurrencer er med til at skærpe det endnu mere. Vi skal have elever, som er blandt landets bedste. Vi har restauranterne og eleverne  til det, så det er blot et spørgsmål om træning og tradition. Vendsyssel har fået sin egen kokkeuddannelse, så nu skal vi vise branchen, at vi kan give dem førsteklasses arbejdskraft retur.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments