Af Grethe Rolle
Jammerbugtnu.dk
Når bare man er ”mange nok”, kan man om ikke flytte bjerge, så drive et anerkendt udstillingssted som Dronninglund Kunstcenter, udelukkende ved hjælp af halvanden hundrede engagerede frivillige, alle med fælles interesse for kunst.
Én skiller sig dog ud. Stinne Teglhus, der tiltrådte som kunstnerisk leder i juni. Stinne får som den eneste et beskedent honorar, svarende til en halv folkeskolelærerløn, resten af lønnen er ligesom for de øvrige frivillige, glæden og tilfredsstillelsen ved at skabe et levende hus i stadig udvikling. Hertil kommer glæden ved at møde begejstring og anerkendelse fra stedets mange gæster. Det er jo også en slags løn, tilmed skattefri…
Husets café er en tidslomme fra de 70’ere, hvor den blev skabt, med mørke træpaneler, messinglamper og orangefarvede stole, designet af Verner Panton, engang meget moderne, i dag repræsenterer de ”tidløst design”.
Nævnes skal også den spændende butik med stort udvalg af gaveideer i alle prisklasser, og alt det ”vi ikke selv synes, vi kan undvære”.
Hun er oprindelig uddannet illustrator på Kunsthåndværkerskolen i Kolding, og først da hun flyttede til Hirtshals for ca. 30 år siden, blev blyanten udskiftet med hammer og mejsel, for i leret og granitten fandt Stinne endnu et personligt formsprog. I dag er Stinne næstformand i Dansk Billedhuggersamfund, og den brede kunstneriske erfaring, hun gennem årene har opnået, betyder, at hun er godt klædt på til opgaven som leder af Dronninglund Kunstcenter.
I løbet af knap tyve år er det lykkedes hendes forgænger, keramikeren Jette Abildgaard, at genoplive huset som attraktivt udstillingssted, men så længe forestiller Stinne sig ikke at blive ved.
– Foreløbig har vi talt om en periode på fire år, mindre kan ikke gøre det. Men jeg synes, det er en spændende udfordring, siger Stinne.
Det krævede grundige overvejelser, før jeg besluttede at sige ja til opgaven her i Dronninglund. Det krævede mange møder både med bestyrelsen og de frivillige, for der skulle ikke herske tvivl om, at vi alle trækker på samme hammel. Der er naturligvis også forståelse for, at jeg sideløbende arbejder som kunstner, for det er jo her, jeg skal tjene resten af min løn
Stinne kommer oprindelig fra Brørup, mellem Esbjerg og Kolding, hvor hendes far var læge, men traf for mange år siden sin mand til Tønder Festival.
– Han var fisker og årsag til, at Hirtshals blev min nye hjemby, og vi har tre døtre, der i dag er voksne.
Økonomisk har tilværelsen somme tider været lidt af en udfordring, for hverken kunst eller fiskeri giver fast indtægt, men min mand har altid bakket mig op.
For mange kunstnere er ægteskabet en ”god kunststøtte”, og sådan er det også for os i dag, hvor den fine, gamle, blå fiskekutter er solgt, og min mand har fast arbejde som bådmand ved Lodsstationen i Skagen.
Granit og bronze
Stinne arbejder i granit og bronze, og hun har ikke ”folk til det grove”, men hugger møjsommeligt hver eneste lille flis ud af de norske granitblokke, der er blevet til skulpturer med former af fisk i det ”offentlige rum” både i Hirtshals og andre steder i landet.
Den seneste store granitskulptur står Stinnes hjerte særlig nær.
Esepigen er en bestillingsopgave til Blåvand, hun er en klassisk kvindeskulptur, som var en særlig udfordring for Stinne, men ikke desto mindre vil hun påtage sig en lignende opgave, hvis lejlighed byder sig.
Tidligere var der til Vestkystens fiskerfartøjer knyttet en ”ESEPIGE”, som havde til opgave at sætte kroge og madding på fiskernes liner og reparere fiskernes net.
Hjemme på gården ved Kjul har Stinne en hal, hvor hun kan hugge og slibe de tonstunge granitblokke.
Knap så tungt er det for Stinne at arbejde i ler, der støbes i bronze, som giver et helt andet udtryk. Her er et af hendes største arbejder en legemsstor havfrue, der har fået en central placering i Hirtshals, foran den tidligere stationsbygning, der i dag er smukt renoveret som Skagerak Fiskeeksports administrationsbygning.
Ser man godt efter, ligner havfruens og ESEpigens ansigter hinanden, ikke mærkeligt, for i begge tilfælde er modellen Stinnes datter, Solveig.
Trods travlhed i det nye job får Stinne selv tid til at deltage bl.a. med sine ”Fuglestiletter” i en udstilling, der åbnede den 22. august i Bispegården i Kalundborg. Sammen med to kolleger, Bodil Dam og Jytte Høeg, har Stinne dannet Cire Perdue Gruppen, navnet står for en klassisk bronzestøberteknik, og gruppen har bl.a. tidligere udstillet på Kunstcenteret Silkeborg Bad.
Dronninglund Kunstcenter, historien kort fortalt
Det er snart et halvt hundrede år siden Birger Jensen, en lokal elinstallatør i Dronninglund, fik en idé. Han ville opføre et hus, der skulle danne ramme om skiftende kunstudstillinger – en slags Lousianna midt i hjertet af Vendsyssel. Og det blev et bemærkelsesværdigt byggeri med en unik tagkonstruktion, som måske inspireret af Operaen i Sidney rejste sig som en fremmed fugl, der var landet midt i et kuperet terræn ved randen af Jyske Ås.
At begyndelse ofte kan være svær, har mange erfaret, og det gjaldt også Birger Jensen, der i begyndelsen af firserne kom i økonomiske vanskeligheder og måtte lukke. Men vi i eftertiden må være taknemmelige for, at der altid har eksisteret folk med mod og midler til at realisere deres drømme.
Tilbage var kun den spektakulære bygning og erindringen om spændende udstillinger. Bygningen lukkede sig om sig selv, efter den i 1985 blev købt af Tvind og anvendt som kursus/konferencecenter.
Sådan gik årene indtil 2001, da en lokal gruppe mennesker besluttede at rejse midler til at generhverve huset som udstillingssted, og siden har Dronninglund Kunstcenter igen været en kulturel attraktion i Vendsyssel, med udstillinger af høj kvalitet, koncerter, foredrag mv.
Stedet er i dag ejet af en fond, og alle opgaver, inde som ude, løses af et stabilt korps af frivillige – knap 150 i alt, der står for vedligeholdelse af de store arealer udenom og den 1200 m2 store bygning. Faste grupper tager sig af henholdsvis udstilling, rengøring, café, butik, billetsalg osv.
Vi var på besøg, mens der for alvor var gang i de udendørs aktiviteter. Anledningen er bl.a. den forestående indvielse af den nye ankomstplads, med skulpturer og den imponerende trappe, som forbinder udstillingerne ude og inde og lige nu domineres af et farvestrålende hav af blomster. Det nye ankomstanlæg er ligesom det smukke gårdrum blevet til med støtte fra Realdania, og tilsammen er skabt en smuk helhed i samspil med den omgivende skulpturpark.
Udstillingen
Man kan ikke besøge det spektakulære hus uden at begejstres, og en nyindretning med nye skillevægge betyder, at der konstant venter nye oplevelser omkring det ”næste hjørne”. Udstillingen er ikke kun spændende og flot komponeret, den rummer også humoristiske indtryk som den gammeldags zinkbalje, der er blevet en ”sladrebalje” på hjul, beregnet til at bære ”sladder rundt i udstillingen, høns og en helt ”ordinær” æggebakke bliver til kunst, når den støbes i bronze. Ikke alt er, hvad det giver sig ud for, en bronzebøjle med ”kejserens nye klæder”, tilsyneladende tom, giver stof til eftertanke, for hvad er egentlig kunst, det der kan måles og vejes, eller det der opstår i vores egen fantasi??
Alt eller intet? Meget afhænger af hjertet og øjnene, der ser.
”Det er ganske vist”, er en eventyrlig samling af dansk skulpturkunst, udført af medlemmer af Dansk Billedhuggerforbund samt grafik fra Fyns Grafiske Værksted. Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden og kan ses indtil den 27. september. Fra den 4. oktober til 8. november er det Kunstnersammenslutningen K2, 24 københavnske kunstnere, der indtager rummene.
På Dronninglund Kunstcenters hjemmeside kan du læse om skiftende udstillinger og andre arrangementer i huset.
