Stensikker succes med Hugo og Henrik

Der er nemlig ikke meget denne søndag mellem kl. 11. og 14, som de fremmødte gæster ikke kan få svar på hos de to eksperter fra Vendsyssel Stenklub.

35

Allerede før søndagens stentur med forudgående foredrag i madpakkerummet ved Hirtshals Fyr går i gang har en gæst med en medbragt genstand stillet et spørgsmål til Henrik Arildskov, som måske er bedre kendt i sin egenskab af haveekspert hos TV2 Nord.

Den medbragte genstand, som gæsten gerne vil have sat navn og alder på, viser sig at være et stykke forstenet træ på et underlag af kalk, hvilket giver anledning til flere overvejelser og en lidt længere snak, men en mere nøjagtig alder afholder eksperten sig fra og henviser til kulstof 14 metoden, som dog er en bekostelig affære.

Ellers er der ikke meget denne søndag mellem kl. 11. og 14, som de fremmødte gæster ikke kan få både informationsmættede og underholdende svar på hos Hugo Richner og Henrik Arildskov, der repræsenterer Vendsyssel Stenklub, som arrangerer de gratis ture sammen med Støtteforeningen Hirtshals Fyr.

Det er Hugo Richner, der lægger ud med et længere, men også lærerigt og interessant oplæg om de mange vidt forskellige slags sten, der kan findes i området og især på stranden nedenfor Hirtshals Fyr. Fra kalk med koraller og sandsten med kvarts over blandt meget andet flint indeholdende fossiler til feldspat og porfyr.

Efter denne grundige gennemgang tager Henrik Arildskov over med fortællingen om, hvordan klippestykker og sten under istiden er blevet ført herned først fra nord igennem det lave område ved Oslofjorden og sidenhen længere østfra i det nuværende Sverige. Alt sammen for at ende her med mærker efter tidens tand.

Særligt spændende for os lokale er historien om de såkaldte Hirtshalsblokke. Ligesom især den ene af samlingens tre montrer, som indeholder Peter Kiels private samling af sten og fossiler, hvorover der hænger en personlig introduktion af tidligere plantør Torben Stæhr, vækker gæsternes nysgerrighed.

Efter en halv times tid er det blevet tid til det virkeligt spændende, som ifølge Henrik Arildskov er at komme ned på stranden for selv at få stenene i hænderne. Af den godt og vel halve snes besøgende falder et par stykker imidlertid fra på det tidspunkt, fordi de ikke har regntøj med.

Turen på stranden er som forudsagt mindst ligeså interessant som oplægget i madpakkerummet. Der bliver rodet i sandet og banket på sten, mens Hugo og Henrik supplerer hinanden og generøst uddeler guldkorn af viden om deres fælles interesse.

Interesserede kan komme med på en af de næste to stenture, som afholdes med samling samme sted den 27. juli og den 10. august fra kl. 11 til 14. Ellers er der også masser af fakta at hente via linket her: Vendsyssel Stenklub

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments