Steffens Klumme: Seks veje
til godt psykisk helbred

Jeg håber på, at også menneskene får forår og lys i deres krop og sjæl.

194

Af Steffen Larsen

Tirsdag morgen efter påske. Påsken har jeg og mange andre brugt til at spekulere over påskens mysterium. Dette mysterium er det svært for mig at sige noget vandfast om. Det er jo netop et mysterium, og jeg skal nok lade være med at kloge mig på det, blot nævne, at for mig er det sådan, at lyset altid vil overvinde mørket. Det kan ikke være mørkt, når et lys bliver tændt, uanset hvor lille lyset er.

Tirsdag morgen blues. Det er koldt, mørkt og trist udenfor. Vinteren går på hæld, men skal lige komme med sine sidste krampetrækninger først. Hvis man kan lide af det, som John Mogensen kaldte mandag morgen blues på en tirsdag morgen, så er er det netop på denne tirsdag, dagen i dag, at det forholder sig sådan. Men husk at lige om et øjeblik bryder lyset frem. Det bliver forår med lys og varme. Det bliver dejligt.

Jeg håber på, at også menneskene får forår og lys i deres krop og sjæl. Jeg vil derfor gennemgå seks stier, som vi kan gå ad hen imod dette forår og lys. Seks stier, som forskningen viser fører til bedre psykisk helse eller med andre ord seks veje, der får os til at trives. Hvis man erfarer nedenstående – ja, så viser forskningen, at man trivses og har et godt mentalt helbred.

#1 – Kontrol over omgivelserne
Det betyder, at du er i stand til at håndtere de fleste situationer i dit liv, så de er i overensstemmelse med dine styrker, behov og værdier.

Forskningen viser, at sådan nogle fremtidsorienterede styrker som gejst og håb er gode i denne forbindelse. Et godt sted at starte er at udvikle et fælles mål, en fælles vision. Det gælder både i familielivet og i arbejdslivet

#2 – Formål med livet
Det betyder, at du har en følelse af retning i dit liv og en følelse af mening i fortid, fremtid og nutid.

For mange mennesker udgør deres arbejde meningen med livet. Hvis du er et af disse mennesker, er det vigtigt for dig, at udføre opgaver, der har værdi for andre end dig selv. Det indebærer selvfølgelig en stor krise for os mennesker, der finder formål i arbejdet, hvis dette arbejde af en eller anden grund hører op på grund af fyring, pensionering eller andet.

Vedholdenhed og evne til selvregulering styrker evnen til at opleve formål med livet.

#3 – Personlig vækst
Det betyder, at du finder det vigtigt som menneske hele tiden at udvikle dig. Du søger mere viden om dig selv og du bruger det, du finder ud af, til at forbedre dig selv.

Nysgerrighed og videbegær styrker denne personlige vækst.

#4 – Gode relationer
Det betyder, at du kærer dig om andre og deres velbefindende. Du er empatisk og har varme og tillidsfulde forbindelser med andre mennesker. Det er godt for de andre og det er bestemt også godt for dig. Det er ren win-win.

De gode relationer styrkes af menneskekærlighed og social intelligens. Det er ikke antallet af gode relationer, der tæller. Du behøver ikke at have 12.000 rigtige venner. En eneste en er tilstrækkeligt.

#5 – Autonomi
Det betyder, at du er i stand til og har mulighed for at træffe valg, og at du har tillid til, at du kan træffe disse valg. Du er uafhængig og i stand til at modstå ydre pres. Du er ikke bange for at gå imod flokken. Du træffer dine valg, og du tager selv ansvar for de valg, du træffer.

Du giver udtryk for dit perspektiv, også når det er svært. Verden har brug for det. Som Mark Twain sagde: Det modsatte er også rigtigt.

Mod er en afgørende faktor for selvbestemmelse og autonomi.

# 6 – Selvaccept
Du accepterer dig selv lige nøjagtig, som du er, med de svagheder og styrker, du har. De er en del af dig og de livserfaringer, du har. Du har en positiv opfattelse af dig selv.

Håb og entusiasme er vigtige styrker, der forbedrer din accept af dig selv.

Hvad kan du ellers gøre
Sæt navn på dine styrker og svagheder. Del gerne styrkerne op i lært adfærd – noget du er god til, men som ikke giver dig energi og i de ægte styrker. De rigtige og ægte styrker er noget, du er rigtig god til, og som samtidig giver dig energi. De er lige dig.

Du kan finder styrkerne ved at kigge dig omkring og spørge dem, du kender. Du kan også tage en af de forskellige styrketest på VIA eller Realise2. Endelig har du mulighed for at opsøge en styrkecoach og få dem afklaret i en samtale. En ISA, individual strength assessment, som det så smukt hedder på godt jysk.

Gid du må trives godt og have et godt psykisk helbred. Det var bare det, jeg ville sige. Hej! ?

Kilde: viacharacter.org
Foto: pixabay.com

Menneskelig svaghed og styrke
Steffen Larsen har erfaring som coach, underviser, som it-konsulent og pædagogisk konsulent, ledererfaring som mellem- og topleder. Uddannet lærer, efteruddannet i specialpædagogik, NLP Master og uddannet i coaching og positiv psykologi. Han udgav i 2017 debatbogen “Folkets Skole – Vendelby 2027”.

Se mere her om netavisens blogger: Steffen Larsen

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments