Steffens Klumme: Lev hver dag
som om det er den første

Et menneske er ikke en robot og skal ikke defineres ud fra, hvad det kan præstere.

192

Af Steffen Larsen

Carpe Diem, nuets kraft, stoikerne, Brinkmann – du skal være klar til at dø hver evig eneste dag. Er det sådan, man skal leve sit liv? Måske, men ikke udelukkende i hvert fald. Som i alle mulige af livets – og dødens- forhold, skal der tilføjes et OG – et &. Det er ikke et enten-eller, men både-og.

Vel skal man leve hver dag, som den sidste, men samtidig skal man leve dagen i dag, som den første af mange i et langt liv. Som Søren Kierkegaard siger det – Saa bliver Alvoren den at leve hver Dag, som var det den sidste og tillige den første i et langt Liv. Det er ikke et enten eller. Det er et både og.

At leve hver dag som om, den er den første i et langt liv, indebærer, at man sætter egne behov til side og passer på os selv, vore nærmeste, vort samfund og vores klode. Det er en alvorlig sag, som hver enkelt menneske må afgøre med sig selv, hvordan man løser.

Men hvis du er i tvivl om, hvor du skal starte med at leve hver dag, som om det er den første, kan jeg da i al beskedenhed forslå dig at starte med at gøre noget for vore børn. Du skal se dem, som de er og betragte deres liv i det lange fra lange perspektiv. Ikke ud fra hvad der kan betale sig. Ikke ud fra om de og vi kan konkurrere med robotten Jia Jia fra Kina.

Et menneske er ikke en robot og skal ikke defineres ud fra, hvad det kan præstere. Spørg dig selv, hvad kan du gøre, der hvor du er for at børn oplever at have en værdi i sig selv, bliver set som dem de er og får en god og solid tilknytning til deres voksne. Du kan starte med dine egne børn og børnebørn, og hvis du har evner og mulighed for det, er der også nok at tage fat på den store bane – daginstitutioner og skoler.

Selv vil jeg starte med, på samme måde som Søren, at gå en tur – Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” – ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”

Jeg vil aflægge besøg på en kirkegård. Her skulle man ifølge selv samme Søren kunne lære meget om livet, herunder om dagen i dag, som den første af mange i et forhåbentligt langt liv.

Inspiration: Christian Hjortkjær, En dag tilbage, Kristeligt Dagblad 21. feb 2018

Menneskelig svaghed og styrke
Steffen Larsen er ny klumme-skriver på FlaskePosten.nu og følger dermed Palle W. Nielsen, der er ny journalist på den lokale netavis.

Steffen Larsen har erfaring som underviser, som it-konsulent og pædagogisk konsulent, ledererfaring som mellem- og topleder. Uddannet lærer, efteruddannet i specialpædagogik, NLP Master og uddannet i coaching og positiv psykologi. Han udgav i 2017 debatbogen “Folkets Skole – Vendelby 2027”.

Se mere her om netavisens blogger: Steffen Larsen

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments