Steffens Klumme: Genopfind gerne Hjørring Amt

Set i bagklogskabens ulidelige lys burde folketinget have oprette cirka 25 store kommuner fordelt på hele landet også hovedstaden, hvor kommunalreformen aldrig blev gennemført.

216
Regionshospital Nordjylland Hjørring november 2018.

Af Steffen Larsen – genoptryk af tidligere klumme i anledning af den aktuelle debat om regionernes – og måske kommunernes – fremtid. Hvad mener du?

Samarbejde i Vendsyssel og Hanherred: Skal vi kun have to administrative niveauer i Danmark, som nogen mener, burde man ved den sidste kommunalreform i 2007 ikke have nedlagt amterne, men i stedet delt dem op og genoprettet de gamle amter, som man nedlagde i 1970.

Vi ville så have haft 24 amter/ storkommuner, som hver for sig var store nok til at håndtere en række af de opgaver, som selv de nuværende sammenlagte kommuner er for små til at løse – regional udvikling, store dele af sygehusvæsnet, det specialiserede socialområde, forsyning, veje og så videre.

De allermest specialiserede opgaver, også på sundhedsområdet kunne for min skyld godt ligge i staten. Hvis jeg skal opereres i hjertet eller trænger til en gang hjernekirurgi, er det mig totalt ligegyldigt, om det finder sted i Aalborg Øst, Herning, Odense, Aarhus eller København.

Denne del af sundhedsvæsenet er der god grund til at centralisere og styre centralt. Men den resterende del skal selvfølgelig ligge decentralt i vores land. Der skal stadig være et let tilgængeligt decentralt sundhedsvæsen. Desværre ser det ud til at gå den forkerte vej. De tilbageværende decentrale sygehuse for eksempel her i Hjørring nedprioriteres på bekostning af supersygehusene.

Erhvervsområdet, eksempelvis udvikling af vore havne, ville også have godt af en lidt større storkommune. Det er svært at se logikken i at fire havne nordenfjords alle udbygges for milliardbeløb. Jojo, hver kommune skal selvfølgelig have sin del af kagen. Også erhvervsudviklingen i Nordjylland kalder på en større kommune.

Det specialiserede specialområde er et tredje eksempel, hvor en større kommune vil kunne løse næsten alle opgaver. Den nuværende kommunalstruktur betyder, at en stor del af disse opgaver sendes sydpå og dermed ud at kommunen, med tab af arbejdspladser til følge.

Set i bagklogskabens ulidelige lys burde folketinget have oprette cirka 25 store kommuner fordelt på hele landet også hovedstaden, hvor kommunalreformen aldrig blev gennemført. Det gjorde de ikke, men det skal vel ikke forhindre os heroppe i selv at gå i gang.

Der vil være mange og store udfordringer i forbindelse med opgaven. Hvordan sikrer vi for eksempel den fortsatte decentral demokratiske indflydelse?

Men alligevel Birgit Hansen, Arne Boelt, Karsten Nielsen. Michael Klitgaard og Mogens Gade tag lige og træk i arbejdstøjet og kom i gang med at genopfinde Hjørring Amt.

I er velkomne til også at opfinde et nyt navn – Vendsyssel/ Hanherred Kommune? Nordenfjords Regionskommune? Lysets Land Kommune? Eller? Det finder I ud af ellers har I sikkert nogle brandingeksperter, der kan hjælpe jer.

Amtsgården i Hjørring er pist væk
Hjørring Amt eksisterede fra 1793 til kommunalreformen i 1970.

Menneskelig svaghed og styrke
Steffen Larsen er pensioneret og påtager sig fortsat gerne udfordringer, hvor han kan bruge sin viden og erfaringer som coach, underviser, it-konsulent og pædagogisk konsulent, ledererfaring som mellem- og topleder. Han er uddannet lærer, efteruddannet i specialpædagogik, NLP Master og uddannet i coaching og positiv psykologi. Steffen Larsen udgav i 2017 debatbogen “Folkets Skole – Vendelby 2027”. Se mere her om netavisens blogger: Steffen Larsen

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
ole
5 år siden

sammenlæg de 11 kommuner som ligger i region Nordjylland og kald dem Nordjyllands amt lad staten administrere det overordnede transportnet samt havnene -kysterne og skolerne i det nye amt lad regionerne administrere hele sundhedsvæsenet også dem efter et evt hospital ophold lad det nye amt administrere det resterende og selvfølgelig det hele under tilsyn fra regeringen fordeling af opgaverne som beskrevet ovenover er kun et eksempel