En Steen på vejen

FlaskePosten har tidligere besøgt lokale Dennis Steen, men denne gang har netavisens freelancer Jens Kranen taget turen ud til racerkøreren fra Åbyen.

371

Af Jens Kranen
Catwizle Procuction

Da jeg forleden aften kiggede forbi den nordjyske dragrace kører Dennis Steen, mødte jeg ham i garagen.

Dragrace kommer oprindeligt fra USA og er et løb, hvor to biler konkurrerer i direkte duel på en lige strækning mod hinanden. Distancen er enten 1/4 mile (402 m) eller 1/8 mile (201 m), og den hurtigste vinder.

Det er nu snart et par år siden, Dennis har kørt løb i de hurtige biler. Den bil, han vandt flest titler med, skulle skiftes ud med en ny. I garagen står så hans nyerhvervelse, som ligner et stort puslespil for voksne mænd.

Dennis arbejder dagligt som rejsemontør, så der bliver ikke meget tid til hobby, når der også skal være plads til familieliv. Garagen er fyldt med stumper, fra gamle stempler, som blev ødelagt i race, til ventiler til indsprøjtning af dinitrogenoxid, nok bedre kendt af de fleste som lattergas.

Dennis kunne stolt fortælle, at den nye motor, som lige er blevet sat i den nye bil, yder 1.000 hestekræfter bare på benzin. Han skyndte sig at tilføje, at når der køres med lattergas, øges motorkraften til 1.700 HK, og så vejer bilen ikke mere end 1.150 kg, når den er helt færdig.

Bilen er bygget op omkring en stålramme, som beskytter Dennis, hvis uheldet er ude. Karrosseriet er lavet i glasfiber og bundpladerne og afskærmninger i aluminium. Bilen, der står som en slags byggesæt i garagen i Åbyen, hentede Dennis for to år siden i Sverige.

Når bilen er færdig, vil det være første gang, Dennis kører i en bil med elektronisk styring af indsprøjtning. Han satser på, at bilen bliver færdig til den 12. august, hvor der er dragrace i Thisted.

Det vil være Dennis’ første løb i to år. Der restere 4 løb i alt i kalenderen, og Dennis gør sig ingen forhåbninger om at vinde noget i år. Årets løb skal primært bruges til at lære den nye bil at kende og fortage justeringer.

Til vinter skal den lakeres, så den ser toptunet ud, når den ruller ud til næste års dragracesæson. Jeg kunne ikke lad være med at spørge Dennis, hvor mange kilometer sådan et muskelbundt kører på literen. Med et glimt i øje svarede han: “10l på 9,1 sekunder, altså på 1/4 mile!”

Med den nye bil håber Dennis at komme ned på omkring 7,5 sekunder, som er det hurtigste, der må opnås i den klasse. Tålmodigt forklarede Dennis, at der findes en tyk bog med alle reglementer, som næsten kan matche tykkelsen af Ringernes Herre.

Til spørgsmålet om, hvordan det hele startede, skal vi godt 12 år tilbage. Dengang fandtes der noget, som hed Nordsø Action Days. De hurtige biler kørte ved Hirtshals Havn, og interessen for motorsport var født.

Dennis fik købt sin første racerbil, da han havde fået kørekort. Han kunne fortælle, at dengang blev der også kørt ved lufthavnen i Sindal. Jeg glæder mig til at se bilen i racerklar stand.

– Det gør jeg også, svarede Dennis med et glimt i øje.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments