Harmonikatræf 2014 er forlængst slut, og oprydningen er tilendebragt i Bindslev. Det var da også en træt bestyrelse, der kunne drage et lettelsens suk efter en hård omgang.
– At dømme ud fra gæsternes tilkendegivelser har det været et rigtig godt træf, hvor planlægningen og forberedelserne holdt. Gæsterne har haft en hel uge med godt vejr og gode oplevelser, siger Finn Nymann fra træfledelsen.
Selvom selve træffet officielt finder sted fredag til søndag, kommer de fleste gæster søndagen før og bruger ugen på spil og socialt samvær. Desuden er der fra træffets side arrangeret en række aktiviteter i ugens løb.
Lørdagen begyndte traditionen tro med, at alle de musikere, der havde lyst, gik i samlet optog fra campingpladsen til bymidten i Bindslev. Her blev der spillet rundt om i gågaden hele formiddagen.
Imponerende mange musikere havde valgt at bidrage til underholdningen i byen. En meget stemningsfuld oplevelse med tusindvis af både lokale og turister.
Søndag formiddag blev festen skudt i gang med gratis sildebord, hvor der blev serveret cirka 1100 portioner sild.
85 grupper med tilsammen omkring 600 musikere spillede fra de 2 faste scener og den udendørs spontanscene, og der blev både lyttet intenst og danset flittigt af det glade publikum.
På musiksiden var det, som det plejer i Bindslev, det meget brede og folkelige repertoire, der prægede programmet.
Blandt musikerne og gæsterne er der en kerne af gengangere, som kommer igen år efter år, og uden dem kunne harmonikatræffet slet ikke eksistere.
Som et ekstra krydderi kunne man i år fra Danmark opleve fra Peter Vesth og Kristian Rusbjerg. Fra Norge Familien Silk. Herudover var der genhør med den folkekære norske virtuos og entertainer Odd Arne Halaas, og han tog igen i år publikum med storm.
At gæsterne har været tilfredse med arrangementet kan ses af, at 350 pladser til campister allerede er forhåndsreserveret til 2015.
Bindslev Harmonikatræf arrangeres af 7 lokale foreninger, der står for logistikken og alt det praktiske. Hertil bidrager ca. 300 frivillige medhjælpere.
Når det handler om musikken, er der etableret et samarbejde med Sindal Harmonikaklub, der står for programlægning samt HOSKA fra Horsens, der står for sceneafvikling.
Årets Harmonikatræf Pris
I 2010 indstiftede træffet Årets Harmonikatræf Pris.
– Vi ville gerne lancere en ”pris”, hvor vi har mulighed for at hædre og påskønne et engagement og en særlig indsats for at gøre Bindslev Harmonikatræf til en god oplevelse, enten musikalsk, socialt eller arrangementsmæssigt, siger Finn Nymann fra træfledelsen.
Det kan være en campist, en musiker, en person eller en gruppe. Deltagerne ved træffet er med til at afgøre, hvem der skal have prisen, idet der bliver indkaldt forslag med begrundelser. Disse afleveres på en blanket senest søndag kl. 10, hvorefter en jury gennemgår de indkomne forslag.
Prisen, som består af et diplom og en check, er sponsoreret af Hjørring Rengøring v. Lene Meng Andersen og blev overrakt ved afslutningsceremonien søndag eftermiddag.
Vinderen af Årets Harmonikatræf Pris 2014 blev Børge Jensen og Erik Søndergaard fra Bindslev.
Erik Søndergaard og Børge Jensen
Børge og Erik er begge kendte ansigter, når man snakker om Bindslev Harmonikatræf.
Børge som mangeårig formand for træffet, og Erik som “campingfatter”. Begge blev kaldt på scenen for at modtage prisen, og ud fra publikums reaktion, var det et populært valg.
De valgte begge at træde ud af bestyrelsen i 2013.
Vind en pladekontrakt
Igen i år havde Marco Sound udloddet en gratis CD udgivelse. Efter lodtrækning på Scenen blev det ” The Vils” fra Vejle, der løb med kontrakten.
Der er endnu langt fra overblik over det økonomiske resultat af træffet, men der forventes et overskud til de 7 foreninger, der står bag.
Det har givet den nuværende bestyrelse mod på at arrangere harmonikatræf igen i 2015, hvilket blev meddelt i afslutningstalen søndag eftermiddag.
Arrangørerne bag Bindslev Harmonikatræf er:
- Bindslev Tversted Idrætsforening
- BTI’s Venner
- Bindslev Tversted Rideklub
- Tannisbugthallen
- Baptistmenigheden Fristedet
- Elværkets Venner
- Foreningen BHE, Borger, Handel og Erhverv